Denne nummerplade er en dårlig idé
En tysk bil er blevet stjålet og nummerpladen efterlyst - og det er måske ikke så godt.
I den sydøst-tyske by Dresden har en person fået stjålet sin Volkswagen Touran.
Den sorte bil har en værdi af 3500 euro, men det er nu ikke det, der gør den speciel, skriver avisen Bild.
Bilen er nemlig efterlyst med nummerplade, og nummerpladen er en ganske særlig én af slagsen.
Den er BZ – AH 8888. Og det må den ikke være.
I nazi-kredse er AH nemlig kendt som forkortelsen for Adolf Hitler.
For at gøre ondt værre er 8 også et tal, der bruges flittigt af nazi-sympatisører.
H er nemlig det ottende bogstav i alfabetet, hvorfor nazister bruger forkortelsen 88 for “Heil Hitler”.
I Tyskland er nazismen og dens symboler ulovlige, hvorfor den uheldige bilejer med nazi-nummerpladen kan vente problemer med politiet, hvis vedkommende altså er så heldig at få sin bil igen.