Denne nichesport binder milliarder til skærmen
I Danmark er det en sport med blot et par tusind udøvere, men cricket er en gigantisk sportsgren på globalt plan.
I de fleste danskeres ører kan det måske lyde mærkeligt. Men mens vi nordboere de seneste par måneder med svingende og ofte svigtende publikumsinteresse har fulgt begyndelsen på Superligaens forårssæson, har intet mindre end 2,2 milliarder mennesker på den anden side af jordkloden fulgt kampene ved cricket-VM.
Det enorme seertal placerer begivenheden i slipstrømmen af fodbold-VM 2014 og rugby-VM 2011.
»Cricket er altså en kæmpestor sport. På verdensplan overgåes interessen kun af fodbold,« siger den tidligere cricketlandsholdsspiller Ole Mortensen.
Han vil følge VM-finalen mellem Australien og New Zealand natten mellem lørdag og søndag med ekstra stor interesse:
Da han selv var aktiv, repræsenterede han klubber i såvel australske Melbourne som newzealandske Auckland og besidder derfor et indgående kendskab til de to befolkningers passion for cricketsporten.
»Tiden vil stå stille i begge lande, når VM-finalen spilles,« siger Ole Mortensen og tilføjer:
»For australierne vil det være fantastisk, hvis de får den femte VM-titel i hus. Men for newzealænderne vil det være endnu større. Det jo første gang, at de spiller VM-finale. Vinder de, vil festen blive 10 gange så stor, som dengang det danske fodboldlandshold blev Europamester (i 1992, red.),« siger Ole Mortensen.
Fuldt hus
Mens Australien vandt sin semifinale mod Indien suverænt, måtte New Zealand ud i et episk drama før finale-kvalifikationen var sikret mod Sydafrika.
»At vi nu skal spille VM-finale er det største, der nogensinde er sket for vores land,« skrev cricket-kommentatoren David Leggat i dagbladet New Zealand Herald.
Allerede før VM gik i gang, var det besluttet, at finalen skulle spilles på legendariske Melbourne Cricket Ground.
Ole Mortensen tror dog ikke, at hjemmebanen bliver til Australiens ubetingede fordel.
»Der bliver fuldt hus. Mere end 90.000 tilskuere. Og mange vil komme flyvende fra New Zealand. Så de skal nok blive bakket optimalt op,« siger Ole Mortensen.
Selvsikre kiwier
Australien og New Zealand mødtes også i det indledende gruppespil, hvor ’lillebror vandt.
»Jeg tror på en gentagelse. Som hold har vi toppræsteret under VM. I cricketsammenhæng har vi altid betragtet Australien som vores ’storebror. Men nu har vi tænkt os at gøre op med fortiden,« siger New Zealand-spilleren Tim Southee.
Ole Mortensen tør ikke spå om, hvem der erobrer VM-trofæet.
»Eftersom New Zealand hidtil er gået ubesejret gennem turneringen, må man konstatere, at de har momentum. Meget kommer til at afhænge af om Brendon McCullum med sit ekstemt aggressive spil ved gærdet får gang i pointscoringen. Kan de med ham i spidsen nå op omkring de 300 point, tegner det lyst for dem. Men australierne skal ikke undervurderes. De stiller ved VM med et ungt og ærgerrigt mandskab,« siger Ole Mortensen.
Nedtur for England
Mens VM-slutrunden har været en gigantisk succes for værtsnationerne, har den til gengæld været en mindst lige så stor nedtur for England, hvor sporten har sin oprindelse.
De røg allerede ud af turneringen efter det indledende gruppespil, og siden har der i England været debat om, hvorvidt England skal stille op ved VM fremadrettet. Flere mener, at cricketkampe, som tilfældet er ved VM, ikke skal afvikles over en enkelt dag, men finde en vinder efter det gamle, hæderkronede testkamp-princip, hvor der spilles over fem dage.
Næste gang der er VM, er der dog næppe tvivl om, at englænderne er med. Således står de i 2019 sammen med Wales for værtsskabet…