Denne hjemmeside fra politiet bør alle kende

En ny hjemmeside skal hjælpe politiet med at få fat på efterlyste/mistænkte personer.

Offentliggjort Sidst opdateret

Efterlyst i Danmark. Det er ikke navnet på et nyt TV-program, men på en ny hjemmeside.

Nu centraliserer politiet i Danmark nemlig sine efterlysninger.

Det betyder, at du på denne hjemmeside kan gå ind og se en oversigt over de personer, der er efterlyst i Danmark.

Og nogle af dem, kan du se i galleriet over artiklen.

– Vi har lavet siden ud fra et ønske om at have et samlet sted, hvor vi kan samle de personer, der er efterlyst i Danmark, siger Thomas Kristensen, pressechef hos Rigspolitiet, til Newsbreak.dk.

Facebook-funktion

Pressechefen fortæller også, at der herfra er mulighed for danskerne for at dele efterlysningerne via sociale medier.

“Politiet ser desværre tit, at folk laver deres egne efterlysninger og lægger billeder og videoer op af mennesker, som de formoder har begået en kriminel handling. Og det kan faktisk være strafbart. Så derfor – hjælp os gerne med at finde dem, vi leder efter. Men gør det ved at dele vores efterlysninger”, skriver Rigspolitiet som støtte for udtalelsen.

På selve siden skal du finde den politikreds, som du vil undersøge nærmere i – herefter skal du også indtaste datoer, da siden som udgangspunkt kun viser for den sidste måned.

Dette er et af de billeder, du kan se på politiet nye centrale side for efterlysninger. Foto: Politiet.
Dette er et af de billeder, du kan se på politiet nye centrale side for efterlysninger. Foto: Politiet.

– Den er lavet med de muligheder vi har på nuværende tidspunkt. I løbet af 2018 kommer der en helt ny side på politi.dk, siger Thomas Kristensen, der også fortæller, at der lige nu arbejdes på at få alle efterlysninger ind på siden.

For nu er det kun de personer, der efterlyses i forbindelse med en straffesag, der fremgår af siden.

– Men jeg vil da ikke udelukke, at den på et tidspunkt også kommer til at indeholde efterlyste/forsvundne personer, siger Thomas Kristensen.

Der er heller ingen umiddelbare planer om at udvide app’en ‘politi’, hvor man blandt andet kan gå ind og se, om en bil eller cykel er stjålet.

– Det kan også være, det kommer, siger Thomas Kristensen.

Kontakt politiet med oplysninger

“Ligger du selv inde med videoer eller billedmateriale, så kontakt os på telefon 114 og aftal nærmere. Billeder kan også sendes fra din smartphone via vores app ‘Politi'”, står der videre på siden, hvor der også gøres opmærksom på, at det ikke er i alle sager, politiet bringer de billeder, de modtager.

“Retsplejeloven stiller blandt andet krav til, hvor stærk en mistanke, der skal være til den pågældende, og hvor alvorlig en forbrydelse, der skal være tale om, før billeder kan offentliggøres,” som det udtrykkes.

På siden er der også et link til de personer, som der eftersøges internationalt via Interpol.

Læs mere på www.politi.dk/efterlysninger. Her kan du selvfølgelig også lige – for en sikkerheds skyld – tjekke, om du er efterlyst i Danmark.

Siden bliver koordineret af Rigspolitiet.

Powered by Labrador CMS