Denne bro tiltrækker selvmordere
En bro mellem Aabenraa og Rødekro tiltrækker personer fra en nærliggende psykiatrisk afdeling. Her truer de med at springe ned på motorvejen.
Et sted i Danmark, broen på Mørkhøjvej, hvor den krydser Hillerødmotorvejen, har man sat forebyggende afspærringer op for at personer ikke skal føle sig fristede til at springe ned på motorvejen. Det oplyser Niels Højgaard Pedersen, afdelingsleder i Vejdirektoratet, til Newsbreak.dk.
Nu kan en motorvejsbro mellem Aabenraa og Rødekro blive det næste sted.
Det er nærmest, på ugebasis, blevet en regel snarere end undtagelsen, at lokalpolitiet i Aabenraa får melding om en person måske er i gang med at tage livet af sig ved at springe fra motorvejsbroen mellem Aabenraa og Rødekro.
– Vi får i hvert fald anmeldelser om selvmordstruede personer ved motorvejsbroen én gang i ugen. Nogle gange flere, siger Sønke Iversen, sektionsleder hos Aabenraa Lokalpoliti, til Jydske Vestkysten.
Den tendens håber lokalpolitiet nu, på en eller anden måde kan vendes.
Flere henvendelser
I foregående uge standsede flere bilister op ved motorvejsbroen, fordi en pige sad på gelænderet lige over den trafikerede motorvej.
Torsdag i ugen før måtte fire forbipasserende bilister standse op og overtale en yngre kvinde til ikke at hoppe ud fra broen. Et par af personerne holdt fast i kvinden, indtil en patrulje ankom til stedet, skriver Jydske Vestkysten.
– I sådan en situation kører patruljen hurtigst muligt ud til stedet – dog uden at dramatisere sin tilstedeværelse for meget. Derefter afspærrer vi kørebanerne rundt om broen og får den selvmordstruede person i tale, forklarer Sønke Iversen, der nu slår alarm over den negative udvikling.
Negativ udvikling
I sommeren 2016 skrev Jydske Vestkysten, at betjente fra Aabenraa Lokalpoliti i stigende grad rykkede ud til motorvejsbroen mellem Rødekro og Aabenraa, da personer fra særligt psykiatrisk afdeling ved sygehuset i Aabenraa klatrede over gelænderet og truede med at hoppe.
Siden er udviklingen ikke vendt til det positive. Tværtimod.
Bekymringen får nu Sønke Iversen på vegne af Aabenraa Lokalpoliti til at ønske sikkerhedsforanstaltninger ved motorvejsbroen, som kun ligger 10 minutters gang fra psykiatrisk afdeling.
– Vi er der nu, hvor vi ønsker nogle tiltag i form af en afskærming. Det kan for eksempel være glasplader eller et hegn. Sygehuset bliver jo heller ikke mindre med årene, påpeger han og tilføjer, at lokalpolitiet derfor nok snart kontakter Vejdirektoratet for at finde en løsning.
Hos Vejdirektoratet er man bekendt med problemet.
– Vi har dog ikke fået en konkret henvendelse endnu, siger Niels Højgaard Pedersen fra Vejdirektoratet.
Det er en henvendelse fra politiet, der kan få Vejdirektoratet til at kigge på sagen.
– Så vil vi indgå i en debat, sige Niels Højgaard Pedersen.
Kan forstå politiet
På psykiatrisk afdeling ved Sygehus Sønderjylland i Aabenraa kan oversygeplejerske Kirsten Christensen sagtens følge Sønke Iversens overvejelser.
– Jeg kan sagtens forstå politiets tanke, for der er ikke langt fra vores afdeling og ud til motorvejsbroen. Alle vores patienter er teknisk set isolerede på afdelingen, og der er også et hegn rundt om. Men vi er ikke et fængsel, og nogle gange viser en patient væsentlige tegn på forbedring, og så kan patienten få lov til gå ture på egen hånd. Desværre benytter nogle straks friheden til at gå ned på broen, siger Kirsten Christensen til Jydske Vestkysten.
Kirsten Christensen vurderer, at en afskærmning ved broen kan få de selvmordstruede på andre tanker.
– Det tager kun 10 minutter for dem at gå derned, men hvis der kommer afskærmning, og de skal gå længere for at finde en anden bro, er der måske tid nok til, at de kommer på andre tanker. Så vi hilser forslaget velkomment, siger hun til avisen.
– Det er heldigvis ikke gået galt endnu, men før eller siden risikerer vi, at den selvmordstruede person tager springet. Og det vil være til fare for både personen, bilisterne på motorvejen og såmænd også vidnerne på broen, siger Sønke Iversen til avisen.
Skatteborgerne betaler
Hvis en foranstaltning skal opsættes bliver det for skatteborgernes regning.
– Vi er jo på finansloven, siger Niels Højgaard Pedersen til Newsbreak.dk.
Newsbreak.dk har tidligere beskrevet selvmord og hvordan, du kan på hjælp, hvis du går med sådanne tanker.
Den artikel kan du læse her.