Den voldelige ‘Jernstangen’ erklæret sindssyg

Tidligere på dagen blev den nu dømte mand "Jernstangen" erklæret sindssyg. Han har modtaget dommen.

Det er hegnspæle af jern, som disse, manden skal have brugt som våben. Foto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Ved Retten i Holstebro er en 50-årig mand fra den jyske landsby Bonnet mandag eftermiddag blevet dømt til behandling på en psykiatrisk afdeling.

Det skriver B.T.

Artiklen fortsætter under videoen

Tidligere på dagen blev en undersøgelse fremlagt, hvor det fremgår, at manden er sindssyg.

Startede ved sommerfest

Ifølge BT, der gennem noget tid har talt med en række af “Jernstangens” ofre, begyndte problemerne muligvis i forlængelse af en sommerfest, hvor den nu 50-årige lånte et musikanlæg ud. En strid om betaling fik åbenbart konflikten til at blusse op, skriver avisen.

Det kulminerede i flere voldsomme episoder, hvor af den første – ifølge anklageskriftet mod manden, som Newsbreak.dk har fået aktindsigt i – skete den 28. juni 2018 hos “Jernstangens” genbo i byen. Senere, i september samme år, blev samme genbo overfaldet med en jernstang, mener anklagemyndigheden altså.

Kronisk lidelse

Under retsmødet kom det frem, at tiltalte har en kronisk psykotisk lidelse, som blandt andet omfatter vrangforestillinger. Det skriver avisen.

– Når en tiltalt er erklæret sindssyg, er han ikke egnet til almindelig straf. Så skal han hjælpes, sagde anklageren i sagen, Søren Kløvborg Laustsen, under retsmødet ifølge B.T.

Manden har, som BT og TVMidtvest flittigt har beskrevet, i løbet af 2019, terroriseret Bonnet.

Ifølge Dagbladet Holstebro-Struer erkendte manden tidligere på dagen tre ud af ni anklagepunkter.

– Han fik en kontrolleret røvfuld. Jeg slog ham med en jernstang små ti gange, lød det fra tiltalte under retsmødet ifølge dagbladet.

Ny nabo til ‘jernstangen’

23. december 2018 fik “Jernstangen” ny nabo, Maria, og hun er også en del af tiltalen mod den 50-årige. Til BT har hun udførligt forklaret, hvad der er hændt hende.

I Anklageskriftet kan man læse, at manden den 3. september 2019 ved 18-tiden skal have kastet flere jernstænger mod Maria og hendes kæreste – med hensigten at ramme dem. Allerede i august havde Maria dog fået et tilhold, der forbød manden at henvende sig til hende.

Gik frit rundt

I adskillige ombæringer er manden blevet sigtet af politiet for voldsepisoder – blandt andet har han også væltet en kvindelig beboer i byen af hendes cykel og slået hende, mener politiet – men da der ikke har været grundlag for varetægtsfængsling, har manden kunne gå frit rundt.

Efter episoden med jernstængerne blev manden dog ifølge TVMidtvest rent faktisk varetægtsfængslet i fire uger, men han kærede kendelsen til landsretten. Det betød, at han halvandet døgn efter var hjemme i Bonnet.

– Det er vigtigt, at det her ikke forsætter. Det er meget utrygt at være herude med al den vold og terrorisering, som vi egentligt føler, at det er, sagde naboen Maria den 18. september til TV Midtvest.

Nu er der altså med dagens dom sat en – i hvert fald en midlertidig – stopper for de voldelige episoder.

Manden valgte at modtage dommen, skriver B.T.

Powered by Labrador CMS