Den ulige vej tilbage efter en hjernerystelse

Isabella Frederikke Øllgaard og Maja Heilskov har aldrig mødt hinanden, men de har alligevel noget til fælles. Begge deres liv ændrede sig en dag i maj, og tingene er ikke helt blevet det samme igen.

Majas oplevelse er fra maj 2013. Hun arbejdede som pædagogmedhjælper i en vuggestue i tiden op til, at hun skulle starte på teologi-studiet samme efterår.

Maja sad på gulvet i vuggestuen med ryggen til en vindueskarm. Hun sad med et lille barn foran sig, og bag hende klatrede en to-årig pige rundt på karmen. Pludselig sprang den to-årige ned i nakken af hende.

Pigen fik at vide, at hun ikke måtte den slags. Men alligevel gjorde hun det igen og ramte Maja helt forkert.

• Tror du på disse myter om hjernerystelse?
• Hovedpine kan være noget langt langt værre

Maja fik hurtigt ondt i hovedet. Hun tog hjem fra arbejde men tænkte ikke over, at hun kunne have hjernerystelse.

– Jeg har aldrig sovet så tungt, siger Maja i dag.

Et fald på cyklen

Isabellas liv ændrede sig også en dag i maj. Det var i 2016 på en dag, hvor Isabella havde været til fest.

– Jeg havde knoklet hele dagen, og jeg havde nok drukket mere vin, end jeg troede, siger Isabella.

På turen hjem væltede hun på cykel og fik en flænge i hagen. Hun cyklede med en ven, der gik hende med forbi skadestuen. Han kunne høre, at hun gentog sig selv, og han var bekymret. De tog på skadestuen, hvor de fik en læge til at kigge på hende.

Det blev en hurtig undersøgelse, Isabella blev underkastet den aften. Hun var selv bange for, om hun havde hjernerystelse, men det blev afvist af lægen. Hun fik flængen i hagen syet sammen og blev sendt hjem i seng.

– Lægen sagde, at der ikke var noget, og jeg tænkte “fedt nok”, for jeg var igang med at skrive speciale, siger Isabella.

Isabella tog hjem, gik i seng og havde ondt i hovedet dagen efter. Det lagde hun ikke så meget i.

Senfølger

Ifølge Center for Hjerneskade bliver omkring 25.000 danskere ramt af en hjernerystelse hvert år og et mindre antal af dem bliver ramt af det, der på fagsprog kendes som postcommotiosyndrom – på dansk senfølger af en hjernerystelse.

De fleste danskere, der bliver ramt af hjernerystelse, kommer videre i livet uden men, men dem, der bliver ramt af postcommotiosyndrom, lever med forskellige symptomer på hjernerystelse i lang, lang tid.

Center for Hjerneskade skriver, at op mod 15% af dem, der får hjernerystelse, bliver ramt af de voldsomme senfølger, der i værste fald kan være invaliderende.

Dagen efter uheldet i vuggestuen

Da Maja vågnede op dagen efter uheldet i vuggestuen, spurgte hun sin daværende kæreste om, hvorfor alle vinduer i lejligheden stod åbne.

– Jeg havde det som om, at nogle havde vendt min hud på vrangen. Alle lyde gik lige ind, siger Maja.

Hun gik til lægen, der ikke var i tvivl; hun havde fået en hjernerystelse.

– Jeg var sygemeldt i en måned. Jeg gik med stok, solbriller og ørepropper, siger Maja.

Hun gav ikke hjernerystelsen sin fulde opmærksomhed og prøvede at vende tilbage til arbejde. De savnede hende. Det stressede hende.

En uge med smerter

Isbella havde smerter i ugen op til, at hun skulle have fjernet sting. Hun sagde til lægen, at hun var bange for, at hun havde hjernerystelse. Lægen sagde, at det kunne hun godt have, men så skulle hun bare tage den med ro.

Det havde i dagene været hårdt at arbejde med specialet, men Isabella fik at vide, at hun godt kunne arbejde med det, bare hun tog pauser.

– Det var helt fint. Jeg havde deadline i juli, og jeg skulle forsvare i august, siger Isabella. Hun arbejdede videre.

Samme skade – forskellige oplevelser

Maja og Isabella beskriver begge symptomer, der peger på en hjernerystelse. Den ene blev sygemeldt på stedet af lægen, den anden gjorde ikke.

Et af problemerne med hjernerystelser er, at det er begrænset, hvad man konkret ved om dem. Der findes heller ikke fælles retningslinjer, sundhedsfaglige bliver rådet til at følge, når det kommer til hjernerystelser.

– En stor del af dem, der søger hjælp hos læge eller på et hospital, får meget forskellige retningsanvisninger i forhold til, hvordan de skal håndtere skadefølger, sagde Frank Humle, direktør for Center for Hjerneskade, til Newsbreak.dk i januar 2019.

Speciale-arbejdet skred ud

Isabella forsøgte at arbejde videre med sit speciale i måneden efter cykelstyrtet. Tiden gik, og hun fik det kun værre.

– Til sidst var jeg så overbelastet, at jeg ikke kunne have én tanke i hovedet. Det blev kun værre af, at jeg ikke passede på mig selv, siger Isabella.

– Det var som at være i Toys’R’US 23. december lige inden de lukker – med tømmermænd. Alle lyde og alle visuelle indtryk var forstærkede. Lyde var sindssygt belastende, siger hun.

Måtte opgive arbejdet og studiet

Maja prøvede at arbejde på nedsat tid i vuggestuen. Hun gav op efter en uge. Hun startede på teologi-studiet i august og droppede ud i september.

– Jeg var slet ikke klar, siger Maja.

Hun var sygemeldt i ét år, og startede derfor igen på teologi-studiet i efteråret 2014. Det holdt ikke længe.

– Jeg måtte indse, at det kunne jeg bare ikke, siger Maja.

Maja sad på hænderne

Maja var i behandling hos først en neurolog og siden en neuropsykolog. Men det tog tid, før hun kom i gang med helingen.

– Jeg sad på mine hænder i syv måneder. Jeg var bange for, at jeg aldrig ville blive rask, hvis jeg lavede noget. Så jeg sad derhjemme. Mit liv var gået i stå, siger Maja.

Hos neuropsykologen begyndte det at gå fremad. Her lærte Maja, at der er ting, hun kun kunne, hvis hun slappede af bagefter, og det gjaldt både arbejde, studiet og livet.

– Hvis jeg var ude og drikke kaffe med en veninde, skulle jeg holde mig i ro i to dage bagefter, siger Maja.

Livet fra en drømmeseng

Isabella blev ikke henvist til nogen eksperter. Hun måtte sygemelde sig selv.

– Jeg fik rimelig meget at vide, at der ikke var noget at gøre, siger Isabella.

Hun blev sygemeldt i juni 2016. Hun flyttede op i familiens sovehus, hun kunne ikke være andre steder. Når hun ser tilbage på perioden nu, hvor hun arbejdede videre med specialet, er hun ikke i tvivl om, at den var gal.

– Jeg skulle lave interviews, og jeg har hørt dem igennem bagefter. Jeg vrøvlede. Jeg nynnede, siger Isabella.

Isabella trak stikket og klarede sig selv. Hun vidste ikke, der var andre muligheder end at tage den med ro.

Hun lå på en drømmeseng, gik ture, talte i telefon med sin mor. I august fandt hun en bog fra studiet frem. Hun ville prøve igen.

– Det tog mig én time at læse én side. Jeg kunne ikke huske, hvad der stod på den, siger Isabella.

Det gik op for hende, at det ville tage lang tid, før hun kunne vende tilbage til studiet.

Hjernerystelser er forskellige

Maja og Isabella havde forskellige veje tilbage efter deres hjernerystelser.

Isabella fortæller, at hun ikke fik megen vejledning i, hvordan hun skulle håndtere sin hjernerystelse, mens Maja af Aarhus Kommune fik betalt for alt, hun havde brug for af behandling i det første år efter, hun var kommet til skade.

Majas oplevelse, og vej tilbage, ligger i forlængelse af det, man anbefaler hos Center for Hjerneskade i dag. Hun lærte at tage tingene lidt ad gangen og ikke overbelaste sig selv.

– Vi anbefaler, at man kommer lidt ud, at man tømmer opvaskeren, at man prøver sig selv af. Det er svært, fordi man ikke får symptomer, hvis man laver for meget. Det kan komme timer senere, eller dagen efter. Det er svært at finde et niveau, hvor man ikke laver for meget, siger Henriette Krøier Henriette, fysioterapeut ved Center for Hjerneskade.

Vi ved mere om hjernerystelser i dag end for 10 år siden. Men der er stadig meget, vi ikke ved. Eksempelvis går man i dag ud fra, at hjernen er sig selv igen mellem 14 dage og tre måneder efter en hjernerystelse.

– Alligevel ser vi folk, der slås med symptomerne efterfølgende, og den præcise årsag dertil, den kender vi ikke, siger Henriette Krøier Henriksen.

Hos Center for Hjerneskade håber man, at et nyt center, Center for Hjernerystelse og Piskesmæld, kan være med til, at der kommer klare retningslinjer for, hvordan sundhedsfaglige skal håndtere hjernerystelser.

Dermed ikke sagt, at der ikke er kommet mere viden til på området.

– For 20 år siden ville folk sige, at man kom sig efter en hjernerystelse på 14 dage. I dag ved vi godt, at det er forkert siger Henriette Krøier Henriksen.

Forsøg på at få det bedre

Maja var gennem forskellige forløb for at komme videre efter hjernerystelsen. Hun var begyndt at få migræneanfald og fik i den forbindelse antidepressiv medicin, der kan have en god effekt mod migræneanfald.

– Jeg var bare følelsesløs. Jeg håber aldrig, jeg skal på sådan noget igen. Jeg var hverken glad eller ked af det, siger hun.

Maja er i dag medlem af forskellige grupper for mennesker, der også har været hårdt ramt af en hjernerystelse.

– Vi kan se, at det er så forskelligt, hvad der virker, hvordan man reagerer på medicin, og hvor godt man får det igen, siger Maja.

Maja opgav i sidste ende at læse teologi efter at være startet på studiet to gange. Hun er siden startet på en anden uddannelse, en uddannelse i Kristendom, Kultur og Kommunikation. Hun regner med at være færdig med 3K-uddannelsen i sommeren 2019.

Behandlede sig selv

Isabella fortæller, at hun så turen til sommerhuset som den eneste løsning.

– Jeg vidste, at det var vigtigt, at jeg blev væk fra telefonen og fra sociale medier, og jeg følte instinktivt, at jeg skulle ud i min families sommerhus. Jeg kunne ikke holde Købehavn ud, og heldigvis havde jeg muligheden, siger Isabella.

Livet er anderledes

Maja kom til skade i foråret 2013. Hun startede på 3K-uddannelsen i efteråret 2015, og hun har fået tilpasset studiet, så hun kan rumme det.

– Jeg har fået udskudt eksamener, og eksamensperioderne handler meget om at tilrettelægge tiden. Jeg kan ikke sidde foran en skærm en hel dag, siger Maja.

Isabella brugte syv måneder, fra hun væltede på cykel, til at hun langsomt kom tilbage til specialet. Hun var først helt rask, da hun afleverede og blev færdiguddannet. Hun er uddannet indenfor Folkesundhedsvidenskab, og hun arbejder i dag for Alkohol og Samfund.

– Jeg har et helt almindeligt liv i dag, hvilket er rigtig dejligt ovenpå en hjernerystelse, siger Isabella.

På forkant med livet

Isabella mener, at hun er 99% der, hun var, før hun fik en hjernerystelse, men den sidste procent betyder meget.

– Jeg har tænkt over, hvordan jeg lever mit liv. Jeg er blevet bedre til at mærke, hvor meget jeg kan holde til. Det er bedre med ro og rutiner, siger Isabella.

Maja har også ændret sig.

– Jeg var meget spontan før og enormt social. Sådan er det ikke længere. Jeg er altid på forkant, og jeg vil hellere passe på mig selv end at risikere noget, siger Maja.

Hendes omgangskreds gør også deres for, at hun har det godt. Det betød blandt andet, at hun fejrede nytårsaften udenfor den nye komfortzone.

– Når jeg har det slemt, skal jeg have lov til at trække mig og være med mig selv, siger Maja.

Derfor blev nytårsaften planlagt sådan, at hun fejrede den med en flok venner, der var taget i sommerhus sammen. Hun blev kørt ud og hjem, og hun havde eget værelse at sove i, at have en boble i.

Isolation

Da Isabella havde det værst, var hun isoleret langt væk hjemmefra, langt væk fra livet og vennerne og fremtidsdrømmene.

– Det var enormt grænseoverskridende, og det var hårdt at være i tvivl. Hvad skulle jeg leve af, hvis ikke jeg kunne bruge mit hoved? Jeg var hende den sociale, der elskede at gå ud, der elskede at have det sjovt. Min identitet blev midlertidigt fejet af banen, siger Isabella.

Vejen tilbage var lang. Men hun kom tilbage. Hun er tilbage.

– I sommer, da følte jeg, at jeg var tilbage på fuld kraft. Der var jeg mig. Jeg følte mig skarp, og jeg var rap i replikken. Det var dælme rart, siger Isabella.