Den første nogensinde

Afroamerikanske Harris tør udfordre og træde i karakter. Nu kan hun blive første sorte vicepræsident i USA.

Offentliggjort Sidst opdateret

Kamala Harris er ikke bange for at udfordre sine modstandere, når hun møder dem i debat.

Og hun har flere gange krydset klinger med både Joe Biden og andre af demokraternes præsidentkandidater i debatter sidste år.

Alligevel måtte 55-årige Harris trække sit kandidatur, fordi hun løb tør for både penge og opbakning i løbet af sin valgkamp.

En valgkamp, der ellers startede strygende for den afroamerikanske kvinde ifølge den amerikanske avis The New York Times.

Men nu får hun alligevel mulighed for at kunne indtage Det Hvide Hus. Nu som vicepræsident med Joe Biden som præsident.

I så fald vil hun være den første sorte kvinde, som bliver vicepræsident i USA.

Harris er uddannet jurist og har arbejdet flere år som både distrikts- og retsadvokat i Californien, før hun i 2017 blev valgt som senator for Californien.

Ukendt for mange

Men da hun annoncerede, at hun ville stille op som præsidentkandidat var hun ikke verdenskendt.

Ikke som den tidligere sorte præsident Barack Obama var, da han blev senator, før han indtog præsidentembedet i USA.

Alligevel formåede Harris at gøre sig bemærket. Hun talte lige ud af posen og kæmpede for det, hun mente, var rigtigt.

Det var hun ikke bange for. Hun stillede spørgsmålene skarpt og kontant – især under senatshøringer – har nyhedskanalen BBC berettet om.

Den 55-årige Kamala Harris er blevet valgt af Joe Biden som hans vicepræsidentkandidat til valget i USA til november. (Arkivfoto) Foto: Mike Blake/Reuters
Den 55-årige Kamala Harris er blevet valgt af Joe Biden som hans vicepræsidentkandidat til valget i USA til november. (Arkivfoto) Foto: Mike Blake/Reuters

I den politiske selvbiografi “The Truth We Hold” beskriver Kamala Harris sin opvækst som afroamerikaner i Oakland.

Opvæksten har præget hende både personligt og politisk. Og det er noget, hun stadig tager med sig, beskriver hun.

Hun har en indisk mor og en jamaicansk far og er opvokset i Oakland, der ligger i den sydlige ende af San Francisco i Californien.

Men da hendes forældre gik fra hinanden, da Harris var fire år, voksede hun op hos sin mor.

Aktiv i borgerrettighedskampen

På trods af at moren var fra Indien, gjorde hun meget ud af at opdrage Harris med fokus på den afroamerikanske baggrund.

Og Harris’ mor var også selv meget aktiv i de sortes kamp for borgerrettigheder i 1960’erne og 1970’erne.

På spørgsmålet om, hvorvidt hun vil føre Obamas arv videre, har hun tidligere slået fast over for The New York Times, at hun vil skabe sin egen arv.

Harris er da også blevet udråbt som en, der både appellerer til indiske-amerikanere, men i særdeleshed også til sorte amerikanere af flere amerikanske medier – herunder The New York Times og BBC.

Hendes position er også kun blevet styrket den seneste tid beskriver BBC, fordi Black Lives Matter-bevægelser har rejst sig i hele verden i kampen for sortes rettigheder.

Joe Biden

Navn: Joseph Robinette Biden.

Alder: 77 år.

Født: 20. november 1942 i Scranton, Pennsylvania.

Nationalitet: Amerikansk.

Civilstand: Gift med Jill Biden siden 1977. Har fire børn – de tre af dem med sin første kone, Neilia. To af dem er døde.

Uddannelse:

* 1965: Bachelorgrad i historie og politisk videnskab ved University of Delaware.

* 1968: Mastergrad i jura ved Syracuse University.

Karriere:

* 1968-1972: Drev sit eget advokatfirma.

* 1973-2009: Valgt til Senatet fra staten Delaware.

* 1988: Præsidentkandidat uden at blive nomineret.

* 2008: Præsidentkandidat uden at blive nomineret.

* 2008: Barack Obamas vicepræsidentkandidat.

* 2009-2017: Vicepræsident i USA under Barack Obama.

Kilder: CNN/Ritzau

Powered by Labrador CMS