Demi-Leigh Nel-Peters: Her er universets smukkeste kvinde
Sydafrikas deltager er søndag kåret til Miss Universe 2017. Colombia og Jamaica blev nummer to og tre.
Den 22-årige sydafrikaner Demi-Leigh Nel-Peters er søndag ved et show i Las Vegas blevet kåret til Miss Universe 2017.
Foran 91 andre deltagere i skønhedskonkurrencen tog Demi-Leigh Nel-Peters førstepladsen, mens colombianske Laura Gonzalez og jamaicanske Davina Bennett blev kåret til henholdsvis nummer to og tre.
Demi-Leigh Nel-Peters, der for nylig færdiggjorde en uddannelse i forretningsledelse, er den første sydafrikanske vinder siden 1978.
Hun blev i sommer udsat for et røveri i Johannesburg, hvor hun blev truet med en pistol. Siden hændelsen har hun været med til at udvikle et kursus, der underviser kvinder i selvforsvar.
Under finalen blev den 22-årige sydafrikaner spurgt, hvad der er den største udfordring for kvinder på arbejdsmarkedet. Her svarede hun ligeløn.
– Nogle steder bliver kvinder betalt 75 procent af, hvad mænd tjener for at udføre det samme job i det samme antal timer. Det er ikke rimeligt. Jeg synes, at vi skal have ligeløn til alle kvinder i hele verden, lød svaret.
Ingen danskere
Miss Universe-konkurrencen strækker sig over to uger, hvor deltagerne viser sig frem i forskellig påklædning. De skal samtidig svare på spørgsmål for at vise, at de er intellektuelle og kulturelt uddannede.
De 92 deltagere, der var med ved årets Miss Universe, var det højeste antal nogensinde. Danmark deltog ikke i konkurrencen i år.
Den forsvarende Miss Universe-vinder var franske Iris Mittenaere.
Miss Universe er drevet af Miss Universe Organization og blev første gang afholdt i 1952. Den første vinder var finske Armi Kuusela.
Blandt andre skønhedskonkurrencer findes Miss World, der har eksisteret siden 1951 og er den ældste skønhedskonkurrence. Den 20-årige inder Manushi Chhilar blev i sidste weekend kåret til Miss World 2017.
Derudover findes skønhedskonkurrencen Miss Earth, der blev startet i 2001 som et forsøg på at øge fokus på miljøet.