Deler chokerende nyhed

Canadisk megastjerne vil prøve noget nyt

Den canadiske filmstjerne Ryan Reynolds vil holde fri i det næste lange stykke tid.
Den canadiske filmstjerne Ryan Reynolds vil holde fri i det næste lange stykke tid.
Offentliggjort Sidst opdateret

Den canadiske skuespiller Ryan Reynolds har ikke ligget på den lade side det seneste lange stykke tid. 

I 2021 er han eksempelvis aktuel i hele tre forskellige film, hvor han har en bærende rolle, og han har netop færdiggjort indspilningerne til filmen Spirited, hvor han spiller over for Will Ferrell. Men nu siger han også stop. 

- Det er det rigtige tidspunkt at tage en pause fra at lave film, skriver Ryan Reynolds på Instagram, hvor han altså annoncerer, at han i den kommende tid vil fokusere på noget andet end at huske sine replikker. 

- Jeg kommer til at savne hvert øjebliks samarbejde med en ekstremt dygtig gruppe af kunstnere, skriver Ryan Reynolds videre. 

TV-stjernen skiftede spor

44-årige Ryan Reynolds startede sin film- og tv-karriere med en rolle i serien Hillside i 1991. I de følgeende år havde han roller i flere tv-film og serier, og i Danmark er han blandt andet kendt som Michael Bergen i tv-serien To fyre, en pige og et pizzeria. 

Som årene gik, skiftede Ryan Reynolds dog fokus, og han begyndte at medvirke i flere film og færre serier. 

Han havde den tvivlsomme ære at spille hovedrollen i den ringeagtede superheltefilm Green Lantern, og han spillede karakteren Wade Wilson i X-Men Origins: Wolverine. 

Så kom Deadpool

Tegneseriekendere ved godt, at Wade Wilson også er kendt som Deadpool, en vanvittig antihelt, der bryder den fjerde væg og generelt opfører sig stik modsat af det, man er vant til fra tegneseriehelte.

I X-Men-filmen kom karakteren dog ikke i brug som fans havde håbet, men det blev der lavet om på i 2016, da Deadpool endelig fik sin helt egen film, der i øvrigt blev en vaskeægte kioskbasker, elsket af anmeldere og publikum, og som førte til en fortsættelse, der fik premiere i 2018 og en 3'er, der er blevet annonceret. 

Tager en pause

Ryan Reynolds har altså planer om at vende tilbage til filmverdenen igen en dag, men det er uvist, hvor lang en pause, han har tænkt sig at tage. 

I den kommende tid får han mulighed for at bruge mere tid med familien, der tæller hustruen Blake Lively og deres tre børn. 

Parret blev gift i 2012, og som Entertainment Weekly fortæller, var hustruen ikke sen til at prikke til sin mand, da han annoncerede sin kommende ferie. 

Blake Lively har nemlig kommenteret på Ryan Reynolds Instagram-opslag med sætningen "Michael Caine did it first," en henvisning til at 88-årige Michael Caine for nyligt også har annonceret, at han tager en pause fra skuespillet.

Powered by Labrador CMS