Delaney sender Vestsjælland tættere på nedrykning

Thomas Delaney, FC København (8) jubler sammen med holdkammeraterne efter sin scoring til 0-1 i Superligakampen mod FC Vestsjælland. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

FC Vestsjælland begyndte aggressivt mod FCK, der tog sejren på et hovedstødsmål fra Thomas Delaney.

Thomas Delaney sørgede for en 1-0-udesejr til FC København i mandagens opgør mod FC Vestsjælland i Alka Superligaen.

I en chancefattig kamp scorede FCK-anføreren sejrsmålet på et hovedstød efter en times spil.

De to mandskaber, der på torsdag mødes i pokalfinalen, havde hårdt brug for sejren og de tre point – FCK for at bringe lidt uventet spænding ind i guldkampen og FC Vestsjælland for at undgå nedrykning.

FCK var mødt op i Slagelse med en lang skadesliste, som blev endnu længere efter små 10 minutters spil, da Mikael Antonsson måtte udgå med en lårskade.

Den tvungne ændring i bagkæden, hvor Per Nilsson erstattede Antonsson, rystede FCK, som var under hårdt pres i kampens indledning.

FC Vestsjælland-træner Michael Hansen måtte dog spejde langt efter målchancerne, og efterhånden begyndte FCK-spillerne at tiltvinge sig det spillemæssige overtag.

Heller ikke FCK’s offensiv foretog sig noget, der kunne kategoriseres som “farligt”, før anfører Thomas Delaney efter en lille times spil headede gæsterne på 1-0 i forbindelse med et hjørnespark.

Den svenske venstreback Ludwig Augustinsson lagde bolden mod forreste stolpe, hvor Delaney kom løbende og pandede den i mål.

Føringsmålet løsnede op for FCK’erne, der i den sidste halve time havde flere chancer for at cementere sejren.

FCK haler med sejren tre point ind på ligaens førerhold fra FC Midtjylland, der søndag tabte til OB.

Afstanden er nu nede på ni point, inden de to tophold mødes på søndag i Herning.

FCK skal dog sætte en gevaldig slutspurt ind, hvis det skal lykkes at indhente FCM, da der blot resterer fem spillerunder af sæsonen.

FC Vestsjælland har under nedrykningsstregen seks point op til Esbjerg over stregen. Vestjyderne har tilmed en langt bedre målscore end Slagelse-holdet.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS