Debat: Udvikling af Skamlingsbanken

Molle Lykke Nielsen (DF).
Offentliggjort Sidst opdateret

Læserbrev af Molle Lykke Nielsen (DF), medlem af Miljøudvalget, Mosegyde 11, Hejls.

Kolding Kommune fik den 11. juni 2014 tilsagn om 40 millioner kr. fra A.P. Møller Fonden, som støtte til en delvis realisering af udviklingsplanen ”Skamlingsbanken – et nationalt samlingssted”.

Lige før sommerferien i år, godkendte A.P. Møller Fonden en tids- og betalingsplan, der betyder, at det nu er muligt at gå i gang med at realisere de mest centrale elementer i udviklingsplanen.

Det betyder at vi nu kan gå i gang med følgende:

– Genskabelse af Højskamlingen og renovering af klokkestabel, mindelund samt øvrige monumenter.

– Opførelse af nyt besøgscenter, placeret på Højskamlingen, som udgør omdrejningspunktet for formidlingen samt portal til området.

– Etablering af ny opera og folkemødeplads, der ligger tæt ved Højskamlingen og tænkes som centralt omdrejningspunkt for aktiviteter i området, herunder det årlige besøg fra Den Kongelige Opera.

– Tjørnereden – et levende værksted og atelier.

– Picnic med udsigt – bænk, der skaber illusion om et tingsted og med områdets bedste udsigt.

– Etablering og forbedring af områdets hovedstier og anlæggelse af P-plads.

– Historisk redegørelse, opbygning af grundformidlingen og Skamlingsbanken som ”mødested”.

– Restaurering og pleje af landskab og natur.

– Designlinje, der skal præsentere Skamlingsbanken og skabe sammenhæng i udformning og materialevalg.

Det er jo i sig selv fantastisk. Vi kan virkelig få gjort Skamlingsbanken attraktiv og derved bidrag til, at endnu flere mennesker besøger det enestående historiske og naturskønne sted. Men det er ikke alt. Der er flere planer og derfor arbejdes der også med at få andre fonde med til realisering af de yderligere tiltag.

Powered by Labrador CMS