Debat: Udbetaling af sygedagpenge ”med lov i hånd”
Jeg ser gerne at der sker udbetaling af sygedagpenge til de berørte borgere, men det skal ske på lovligt grundlag, skriver Knud Erik Langhoff.
Læserbrev af Knud Erik Langhoff (C), medlem af arbejdsmarkeds- og økonomiudvalg, Mariavej 9, 6091 Bjert.
Jeg ser gerne at der sker udbetaling af sygedagpenge til de berørte borgere, men det skal ske på lovligt grundlag.
Det kan være svært at se hvad der er op og ned i sygedagpenge sagen, men heldigvis er sagen ikke endelig afsluttet, det sker først efter behandling i økonomiudvalg og i byrådssalen.
På Arbejdsmarkedsudvalgsmødet 6 januar stemte jeg for at sygedagpenge sagen blev sendt videre til behandling i Økonomiudvalg og Byråd, med anbefaling om at benytte forældelsesfristen.
Det gjorde jeg fordi der i Kolding er præcedens for, at vi bringer forældelsesfristen i anvendelse hvor det er muligt. For at leve op til lighedsprincippet er det efter min mening ikke noget vi beslutter fra sag til sag, det er en generel beslutning.
Arbejdsmarkedsudvalget kunne havde valgt at udsætte sagen, det gjorde vi ikke, blandt andet fordi der er rigtig mange sager inden for seneste tre år, for de sagers vedkommende er det vigtigt at få hurtig afgørelse.
Er der i sagen specielle forhold, som bevirker vi kan, eller skal fravige forældelsesprincippet, er det vigtigt at få det afklaret inden behandling i økonomiudvalget, er dette ikke muligt forud for første møde, bør sagen udsættes til den er fuldt belyst og til en lovlige beslutning kan træffes.