Debat: Ro om driften af Dreyershus
- Jeg har været på julebesøg på Dreyershus for, at ønske glædelig jul til beboere og personale. Her sagde jeg bl.a. i min tale, at Dreyershus har været en gave til Kolding, skriver Søren Rasmussen (DF).
Læserbrev af Søren Rasmussen (DF), formand for Seniorudvalget, Primulavej 7, 6000 Kolding.
I år 2000 åbnede plejecentret Dreyshus. OK-Fonden havde den gang vundet udbuddet af driften og de har – med undtagelse af en uheldig start for 15 år siden – drevet plejecentret til beboernes, de pårørendes, de frivilliges, personalets og Kolding Kommunes store tilfredshed.
Dreyershus er blevet en god og positiv succes. Det er et dejligt og rart sted at være. Arbejdet er nu blevet belønnet med det man kalder en in-house-kontrakt. Det betyder at driften af plejecentret ikke længere skal i udbud, men den usikkerhed det skaber for beboere og personale. I stedet skal OK-Fonden forsætte med at drive plejecentret.
Der er ikke nogen udløbsdato på kontrakten. Den kan dog opsiges med 12 måneders varsel. Men så godt som det går på Dreyershus, er der ingen udsigt til det. Tværtimod er der grund til at kippe med flaget for godt og engageret arbejde på plejecentret og glæde sig over det gode samarbejde, til stor gavn for beboerne.
Jeg har været på julebesøg på Dreyershus for, at ønske glædelig jul til beboere og personale. Her sagde jeg bl.a. i min tale, at Dreyershus har været en gave til Kolding. Dejligt at Kolding Byråd nu kan gengælde, med en kontrakt som giver ro om driften af det dejlige sted.