Debat: Kultur i Kolding

Hanne Dam (S).
Offentliggjort Sidst opdateret

Læserbrev af Hanne Dam og Per Bødker Andersen, medlemmer af Kulturudvalget i Kolding for Socialdemokraterne.

I budgettet for 2016 og i årene frem er der afsat penge til Kulturlogen – et af Koldings alternative kulturelle mødesteder. Det vil sikre flere ildsjæle ro til at arbejde med indholdet i deres kulturelle tilbud i stedet for at knokle for rammerne.

Og det er vigtigt. Det var og er – og skal fortsat være – Koldings kulturelle kendemærke, at der er plads til mange og brede og forskellige kulturtilbud. Der skal være plads til – og økonomi til – teaterforening, Dronning Dorothea, Festspil, Mungo Park – Symfoniorkestret, Jazzorkestre og klubberne, ligesom den øvrige rytmiske musik skal have gode udfoldelsesmuligheder. Sammen med kor og musikskole. Det giver livsglæde og livskvalitet. Kolding er kendt også for billeskole og Film6000 og for museer med spændende udstillinger året igennem.

Og så alt det, der bare sker, fordi nogen gør det – og som vi ikke vil undvære.

Er der kulturelle aktiviteter, vi mangler i Kolding, så vil vi gerne høre om det. For Kolding skal boble af kultur, synes vi i Socialdemokratiet. Og vi vil kæmpe for kulturen, hver gang der er budgetforhandling – og i Kulturudvalget i løbet af året.

Powered by Labrador CMS