Debat: DF ønsker glædelig jul og godt nytår

2015 har været et godt år for Dansk Folkeparti i Kolding Kommune.

Gunner Nielsen, formand for Dansk Folkeparti i Kolding. Foto: Elo Christoffersen (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Læserbrev af Gunner Nielsen, formand for Dansk Folkeparti i Kolding kommune, Skovlundvej 52, 6000 Kolding.

2015 har været et godt år for Dansk Folkeparti i Kolding Kommune. Vi har fået mange nye medlemmer og har nu for længst passeret 450 medlemmer. Ved Folketingsvalget i juni fik vi genvalget vores flittige Folketingsmedlem Karina Adsbøl. En klar fordel for Kolding kommune med en tydelig og social bevidst stemme på Christiansborg.

For os alle i partiet var det dejligt at opleve den store opbakning fra vælgerne. Valget betød også, at vores viceborgmester, Søren Rasmussen, kom i Regionsrådet for Syddanmark. Han har kastet sig over arbejde med stor energi, og det betyder naturligvis også meget, at vi nu igen har en repræsentant i Regionsrådet fra Kolding.

Ved folkeafstemning om retsforbeholdet lykkedes det at få et nej i begge Koldings valgkredse.  50,5 % stemte nej i Koldings Nordkreds og hele 56,3 % stemte nej i Koldings Sydkreds.

Vi er stolte af de gode resultater som Dansk Folkepartis byrådsgruppe har sikret bl.a. ved budgetforhandlingerne for det kommende år. Resultatet tilgodeser både børn og ældre og sikrer udvikling i hele kommunen.

I lokalforeningen er vi også glade for bl.a. at have taget initiativ til markeringen af 70året for Danmarks befrielse på Akseltov i Kolding, den 4. maj. Det blev en smuk og minderig aften som også fik national opmærksomhed.

Ligeledes glædes vi over, at have medvirket til fejringen af 100 året for kvindes valgret og Grundlovsdag på Skamlingsbanken den 5. juni. Det kan man vente mere af i 2016.

Med disse ord vil jeg ønske alle borgere i Kolding Kommune en rigtig glædelig jul og et godt nytår.

Powered by Labrador CMS