De Radikale med ny valg-melding

Om det bliver ved Folketingets åbning eller dagen efter, at valget udskrives, er ikke afgørende for Radikale

Offentliggjort Sidst opdateret

Manges opmærksomhed er i de her dage rettet mod statsminister Mette Frederiksen (S).

Med De Radikales trussel om mistillid hængende over hovedet, er det forventningen er hun kan trykke på den imaginære valgknap, hvornår det skal være.

De Radikale har sat deadline til Folketingets åbning, som er tirsdag.

Men det er ikke afgørende for politisk leder, Sofie Carsten Nielsen, om valget bliver udskrevet tirsdag, eller om statsministeren venter til onsdag.

- Den præcise dag betyder ingenting for mig. Og jeg kan også konstatere, at adskillige kommentatorer har noteret sig, at det bliver onsdag, der bliver udskrevet valg. Og det er helt fint med mig og os, siger politisk leder Sofie Carsten Nielsen (B)

Reagerede i starten af juni

I starten af juli besluttede De Radikale efter Minkkommissionens krasse kritik af Mette Frederiksen og regeringen, at valget skal være udskrevet, inden Folketinget mødes igen efter sommerferie.

Den beslutning er der ikke ændret på. Heller ikke efter de i alt fire lækager på gasledningerne Nordstream 1 og 2 i Østersøen få kilometer fra Bornholm.

- Vi traf en beslutning på baggrund af Minkkommissionens redegørelse om, at vi ikke længere kan støtte en etpartiregering, og den beslutning holder vi fast ved, siger Sofie Carsten Nielsen.

Hvis ikke valget bliver udskrevet inden for de næste dage, vil partiet stille mistillid ved åbningsdebatten den 6. oktober, som er første mulighed for De Radikale efter deadline.

Politisk leder Sofie Carsten Nielsen har endnu ikke meldt klart ud, hvilken statsministerkandidat De Radikale støtter. Den melding vil komme, umiddelbart efter at valget er udskrevet. Arkivfoto.
Politisk leder Sofie Carsten Nielsen har endnu ikke meldt klart ud, hvilken statsministerkandidat De Radikale støtter. Den melding vil komme, umiddelbart efter at valget er udskrevet. Arkivfoto.

Kommer aldrig så vidt

Det er dog Sofie Carsten Nielsens klare forventning, at det aldrig kommer så vidt.

- Det er min klare forventning, at der er udskrevet valg inden på torsdag. Det både håber jeg, og jeg regner med, for der har allerede været valgkamp længe i Danmark, siger den radikale leder.

- Det har der været i månedsvis. Og det er en valgkamp, der er noget hård i filten, siger Sofie Carsten Nielsen.

Spørgsmål: Valgkampen er taget til, efter at I kom med jeres valgtrussel. Så har du ikke selv et ansvar for det?

- Vi har bestemt et ansvar. Men jeg synes, at den splittelse var der i forvejen.

Hun nævner blandt andet, at blå blok i foråret stemte for et borgerforslag om at indlede en rigsretssag mod statsministeren, og at der under en demonstration er blevet brændt en dukke af med Mette Frederiksen ansigt.

- Det meget voldsomt, og sådan skal det ikke være i Danmark.

SOFIE CARSTEN NIELSEN

Navn: Sofie Carsten Nielsen.

Født: 24. maj 1975

Fødested: Birkerød.

Datter af: Jens Carsten Nielsen og Kirsten Carsten Nielsen.

Uddannelse:

- Cand.scient.pol. fra Københavns Universitet, 1995-2002.

- Master i europæisk politik og administration, Europakollegiet i Brügge, Belgien, 2000-2001.

Karriere:

- Politisk konsulent, Europa-Parlamentet 2002-2004.

- Souschef, Ligestillingsministeriet, 2004-2009.

- Politisk chef, Ingeniørforeningen, 2010-2011.

- Medlem af Folketinget siden, 2011.

- Næstformand for Radikale Venstres folketingsgruppe, 2011-2012.

- Formand for Radikale Venstres folketingsgruppe, 2012-2014.

- Formand for Finansudvalget i Folketinget, 2012-2014.

- Uddannelses- og forskningsminister, 2014-2015.

- Næstformand for Radikale Venstres folketingsgruppe, 2015-2020.

- Politisk og finansordfører, 2019.

- Politisk leder for Radikale Venstres folketingsgruppe, 2020-

Civilstand: Gift med Rasmus Dalsgaard, som hun har børnene Gustav og Villads med.

Kilde: Folketinget
Powered by Labrador CMS