De mest og mindst troværdige jobs: Derfor hader vi politikere og elsker jordemødre

Det er de varme hænder, der ligger i toppen, når vi skal vurdere andre faggruppers troværdighed

Offentliggjort Sidst opdateret

Politikere er utroværdige. Sådan lyder konklusionen endnu en gang fra den troværdighedsanalyse, rådgivningsvirksomheden Radius årligt får lavet.

Bilforhandlere, journalister, ejendomsmæglere og bankrådgivere gør de danske politikere selskab i den absolutte bund, mens de mest troværdige mennesker findes i den offentlige sektor.

Ud af de 26 faggrupper, Radius har spurgt ind til, arbejder hele top fem nemlig primært i det offentlige. Det er jordemødre, sygeplejersker, politibetjente og – som noget nyt – bibliotekarer.

I galleriet ovenfor artiklen kommer vi med forklaringerne på, hvorfor de forskellige jobs er i top og i bund.

Hele listen: Politikere er utroværdige – mere end embedsmændene

I den politiske maskine viser det sig, at det ikke kun er politikerne, der er utroværdige. For det kan godt være, politikere er utroværdige, men det er de embedsmænd, der klæder dem på, også.

Det overraskede seniorpartner og bestyrelsesformand i Radius, Nicolaj Taudorf Andersen, da de i 2017 første gang tog embedsmænd med på listen:

– Selvom embedsmændene ofte forbindes med de politiske, bøvlede sager, så viser vores undersøgelse, at det slet ikke er de samme faktorer, som påvirker embedsmændene og politikerne. I modsætning til politikerne påvirker negative mediehistorier faktisk ikke embedsmændenes troværdighed i sig selv, siger Nicolaj Taudorf Andersen.

Embedsmændenes problem ligger derimod i deres sprog og væremåde, fortæller Andersen:

– Det, som derimod skader embedsmændenes troværdighed, er, at danskerne oplever, at embedsmændene snakker henover hovedet på danskerne — og det er særligt farligt, når man gang på gang skal forsvare eksempelvis endnu en møgsag i medierne, udtaler Nicolaj Taudorf Andersen.

Radius’ undersøgelse bygger på svar fra 2040 repræsentativt udvalgte danskere i alderen 18 til 75 år.

De mest og mindst troværdige erhverv

2040 repræsentativt udvalgte danskere i alderen 18 til 75 år er på seks parametre blevet bedt om at vurdere de 26 faggruppers troværdighed på en skala fra et til fem:

1: Jordemødre – 4,15.

2: Sygeplejersker – 4,01.

3: Læger – 3,95.

4: Politibetjente – 3,81.

5: Bibliotekarer – 3,78.

6: Ingeniører – 3,75.

7: Fysioterapeuter – 3,71.

8: Præster – 3,66.

9: Tandlæger – 3,57.

10: Psykologer – 3,54.

11: Soldater – 3,53.

12: Skolelærere – 3,49.

13: Hjemmehjælpere – 3,48.

14: Pædagoger – 3,44.

15: Revisorer – 3,42.

16: Buschauffører – 3,28.

17: Landmænd – 3,27.

18: Advokater – 3,26.

19: Socialrådgivere – 3,15.

20: Håndværkere – 3,13.

21: Embedsmænd – 2,97.

22: Bankrådgivere – 2,88.

23: Ejendomsmæglere- 2,56.

24: Journalister – 2,50.

25: Bilforhandlere – 2,38.

26: Politikere – 2,10.

Kilde: Radius.

De er på seks parametre blevet bedt om at vurdere de 26 faggruppers troværdighed på en skala fra et til fem.

Kilde til galleriet: Nicolaj Taudorf Andersen via Radius.

Powered by Labrador CMS