De gamle slog – igen – til for KIF
Der blev hævet et øjenbryn eller to, da KIF Kolding København tidligere på ugen hentede den 44-årige målmand Kristian Asmussen.
Men alder – ej heller en høj én – det er ikke nødvendigvis en hindring i den landsomfavnende klub. Bare kig på de seneste år pokalhøst, eller kig på lørdagens ligakamp på Fyn mod GOG.
Her var det igen et par af de aldrende herrer, der gjorde forskellen, så den forsvarende mester kunne rejse hjem med en sejr og to point.
Bo Spellerberg, 36 år, gjorde forskellen i angrebet med sine otte mål, og han var manden bag det afgørende forspring til sidst i 26-24-sejren.
Sammen med 39-årige Kasper Hvidt i målet. Han lukkede ligeledes af mod slutningen, hvor GOG ikke fik lov at få den reducering eller to, der kunne have vendt kampen på hovedet i det klassiske håndboldopgør mellem to hold, der dystede om guldet op gennem 80’erne og 90’erne.
I øvrigt var nyhentede Kristian Asmussen ikke med hos KIF Kolding København, der i øvrigt også savnede Marcus Cleverly, Torsten Laen, Martin Dolk, Magnus Landin og Simon Jensen.
Hos GOG blev Minik Dahl Høgh topscorer med fem mål.
Med sejren har KIF fire point efter de første tre runder af sæsonen, mens GOG må nøjes med et point mindre.