De fleste godkender valget af norsk landstræner
En dansker eller en udlænding? DBU valgte en nordmand som landstræner, og det har befolkningen det fint med.
Det danske fodboldlandshold skal efter 15 år med Morten Olsen have norske Åge Hareide som træner.
Dansk Boldspil-Union (DBU) har efter halvandet årti med en dansker ved roret denne gang valgt en udlænding for de kommende to år frem mod VM i Rusland i 2018.
Opbakning i befolkningen
Beslutningen om at hente en udenlandsk trænerprofil får fuld opbakning i befolkningen, viser en meningsmåling foretaget af Voxmeter for Ritzau.
Hele 63 procent mener, at nationaliteten er ligegyldig, når DBU skal hyre ny landstræner.
Små ti procent foretrækker en udlænding, mens lidt under 12 procent mener, at DBU burde vælge en dansker til jobbet. 15 procent har svaret “ved ikke”.
Handler om at finde den bedste
DR-kommentator Jan Kalborg er helt på linje med befolkningen. Det handler udelukkende om at finde den bedste, mener han.
– Først og fremmest skal man ikke kigge på farven af passet, men på kompetencerne og hvem der bedst matcher jobbeskrivelsen, siger Kalborg.
– Jeg havde foretrukket Michael Laudrup, men det er faktisk også den eneste med dansk pas, jeg kunne pege på. Jeg synes, at det er helt fint, at man har fundet en udlænding, siger han.
Har haft succes med udenlandske trænere
DR-kommentatoren minder om, at det danske landshold flere gange har haft succes, når udlændinge har stået med ansvaret.
– Man skal heller ikke glemme, at vi har haft gode erfaringer med udlændinge startende med Sepp Piontek, der i 1980’erne var med til at skabe os det her fantastiske ry som Europas brasilianere.
– Så var der Bo Johansson, der i 1998 skabte det bedste danske VM-resultat med en plads i kvartfinalen, hvor vi tabte til Brasilien, siger Jan Kalborg.
– Nationalitet spiller ingen rolle. Bortset fra Michael Laudrup mener jeg ikke, at vi har kvaliteten i Danmark. Det har vi måske om nogle år. Der er ikke nogen, der kan tillade sig at føle sig forbigået, mener han.
Michael Laudrup ender som landstræner en dag
DR-kommentatoren tror fortsat, at Michael Laudrup på et tidspunkt ender som dansk landstræner. Tiden er dog ikke inde til det i øjeblikket.
– DBU er nødt til at have en træner, der kommer ud i klubberne. Morten Olsen var sjældent ude, og DBU kan ikke have en ny træner, der gør det samme.
– Laudrup ville ikke være i stand til at vise sig på stadion, uden at han hele tiden skulle stoppe op. Jeg tror, at Laudrup har sagt, at han er for kendt til at være landstræner. Han kan ikke bruge al den energi på stadion.
– Han har fravalgt al den hype, der ville komme. Han er godt klar over, at han ikke ville kunne leve så anonymt, som han gør nu. Som landstræner er man nødt til at være synlig, og det er Åge Hareide, siger Jan Kalborg.
Norske Hareide tiltræder 1. marts, og et halvt år senere tager landsholdet hul på kvalifikationen frem mod VM i Rusland i 2018. Danmark er i gruppe med Rumænien, Polen, Montenegro, Armenien og Kasakhstan.
Fakta om Voxmeter-undersøgelsen
Hvad mener du om, at man har valgt en udenlandsk træner?
Det er det bedste for holdet: 9,3 procent
DBU burde have valgt en dansk træner: 11,7 procent
Nationaliteten er ligegyldig: 63,4 procent
Ved ikke: 15,6 procent
1065 personer har deltaget i meningsmålingen.
/ritzau/