De årelange atomforhandlinger med Iran
Det startede med støtte fra USA – siden kom sanktioner fra FN
Tirsdag har Iran og stormagterne fra FN indgået en længe ventet atomaftale, der har været arbejdet hen imod i adskillige år. En tidslinje over Irans atomprogram:
1967: Iran åbner et forskningscenter for atomkraft – med støtte fra USA.
1974: Landet bebuder, at der skal bygges 23 atomanlæg, men den plan udskydes fem år senere med den iranske revolution i 1979, og besættelsen af den amerikanske ambassade i landet sætter forholdet til USA på køl.
1984: USA sætter Iran på listen over lande, der støtter terror. Der indføres samtidig sanktioner, og i 1992 forbyder USA salg af varer og teknologi, der kan bidrage til Irans våbenprogram.
2002: Terrorgruppen Mujahideen-e Khalaq meddeler, at Iran bygger atomfaciliteter to steder i landet. Året efter vedtager Det Internationale Atomagentur en resolution, som kræver, at Iran dropper forsøg på at berige uran. Iran tillader i første omgang inspektører adgang, men afviser efterfølgende at lade dem kontrollere atomanlæggene.
2006: FNs sikkerhedsråd vedtager enstemmigt en resolution, der pålægger Iran sanktioner, som strammes i de følgende år.
2012: EU forbyder alle medlemslande at importere olie fra Iran.
2014: Forhandlingerne mellem de fem permanente medlemmer af FNs sikkerhedsråd plus Tyskland og Iran indledes for alvor i januar. I slutningen af året sætter parterne 31. marts 2015 som deadline for en aftale. Siden blev deadline udskudt, og parterne har forhandlet løbende frem til juli.
2015: Aftalen lander tirsdag 14. juli på den 18. dag efter næsten uafbrudte forhandlinger i Wien.
Kilde: TV2, DR og Berlingske.