DBU vil stoppe teenage-flugt fra fodbolden
Dansk Boldspil Union (DBU) mister halvdelen af sine medlemmer i teenageårene og vil bremse tendensen.
Halvdelen af alle danske ungdomsspillere stopper med at spille fodbold, inden de fylder 18 år.
Dansk Boldspil-Union (DBU) lancerer derfor et koncept, der skal hjælpe landets mange fodboldklubber til at stoppe tendensen.
Det store frafald skyldes ifølge projektleder i DBU, Anders Rørtoft-Madsen, at mange børn får travlt med skole, kærester og fritidsjob i teenageårene.
– De unge falder ofte fra i løbet af teenageårene, når blandt andet skole og kammerater begynder at spille en større rolle.
– Hvis tilknytningen til klubben ikke er stærk nok, er det derfor nemt at sløjfe fodbolden for at få mere tid til at hygge med vennerne, siger Anders Rørtoft-Madsen i en pressemeddelelse.
DBU mener, at sociale aktiviteter vil skabe en stærkere tilknytning til klubberne. På baggrund af en række kluberfaringer har unionen udviklet konceptet “ungdomsfodbold 2.0”.
I en drejebog vil klubberne fremover kunne finde hjælp til at udvikle sin helt egen strategi og finde inspiration til at fastholde de unge fodboldspillere. Det kan være i form af sociale events såsom klatreture, træning på tværs af køn eller en dygtig ungdomstræner.
I Danmark er der 82.012 ungdomsspillere, viser tal fra Danmarks Idrætsforbund (DIF). Selv om mange børn stopper i teenageårene, så er det en stigning på 11.542 ungdomsspillere på ti år.
/ritzau/