DBU: Vi når ikke aftale inden udtagelse

Foto: Jens Nørgaard/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

DBU-toppen regner ikke med, at landsholdskonflikten er løst, inden Morten Olsen udtager sin trup på tirsdag.

Landstræner Morten Olsen skal på tirsdag udtage et landshold til de forestående venskabskampe mod USA og Frankrig.

Det er dog uvist, hvilke spillere der stiller sig til rådighed, da alt tyder på, at Dansk Boldspil-Union (DBU) og Spillerforeningen efter flere dages forhandlinger ikke vil nå til enighed om en landsholdsaftale inden tirsdag.

DBU vil have spillerne til at gå ned i løn, men er i stedet blevet mødt med et krav om flere penge af Spillerforeningen.

– Vi står så langt fra hinanden – et tocifret millionbeløb – at det ikke giver mening at forhandle videre.

– Vores fornemmelse har været god de senere dage, efter at DBU er kommet spillerne i møde i forhold til de kollektive aftaler.

– Derfor havde vi en tro på, at vi kunne få en aftale på plads, så landsholdet kunne blive udtaget på tirsdag, siger kommunikationschef Jakob Høyer.

– Pludselig kommer Spillerforeningen så med nogle krav om flere penge, men DBU mangler penge. Vi kan ikke bruge flere penge på landsholdene. Vi bliver nødt til at gøre det billigere, fastslår Høyer.

Kommunikationschefen fortæller, at DBU’s forhandlingsdelegation er rystet over de nye krav, som udelukkende handler om økonomi.

– Spillerforeningen er så langt fra nogen som helst realiteter. Det er som om, at de ikke har forstået, at DBU’s økonomi er top-presset.

– Vi har haft underskud på 10 og 4,5 millioner kroner de seneste to år. Og nu mener Spillerforeningen, at der skal gives flere penge til landsholdene. Det kan vi ikke. Det er der ikke penge til.

– DBU ønsker også at investere i fans, talentudvikling og i breddefodbolden, så der også er landsholdsstjerner om 10-15 år. Vi er meget chokerede. Forhandlingsholdet er omtumlet og forbløffet over, at det her pludselig kom på banen, siger Jakob Høyer.

Spørgsmål: Hvilke spillere kan Morten Olsen så udtage på tirsdag.

– Vi foreslår, at Morten Olsen og Jes Thorup (U21-landstræner) udtager de spillere, de vil, og så må spillerne selv beslutte, om de vil stille op.

– Lige nu er der ikke nogen landsholdsaftale, så spillerne må gøre op med sig selv, om de vil spille på de vilkår, vi tilbyder dem. Det er det eneste, vi kan gøre.

Spørgsmål: DBU er forpligtet til at spille kampene, men er det sikkert, at de bliver til noget?

– Det er en grotesk situation. Jeg er ikke sikker på noget. Vi havde en tro på, at det kunne ordne sig, siger Høyer.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS