DBU overvejer at droppe EM-værtskab i 2020
Dansk Boldspil-Unions bestyrelse skal i weekenden tage stilling til, om man vil lægge billet ind på EM i 2020.
Det har hele tiden været meningen, at Dansk Boldspil-Union (DBU) ville søge om at blive en af de 13 værtsbyer, der skal afvikle fodbold-EM i 2020.
Men nu overvejer unionen, om man skal gå videre i processen. Årsagen er, at der kan være en betydelig økonomisk risiko ved at binde an med et så stort arrangement.
DBU-formand Jesper Møller ville meget gerne invitere fodbold-Europa til Danmark, men han har fået betænkeligheder, efter at man via det europæiske fodboldforbund Uefa er blevet klogere på betingelserne.
– Vi må dog indse, at det høje omkostningsniveau i Danmark og Norden, sammenlignet med en række andre europæiske lande, ikke modsvares i det tilskud, som vi umiddelbart havde forventet at modtage fra Uefa, siger han til unionens hjemmeside.
DBU’s bestyrelse skal lørdag tage stilling til, om man vil acceptere den udvidede økonomiske risiko og sende den endelige ansøgning til Uefa.
/ritzau/