DBU afviser landstræner-aftale: Slækker på et vigtigt krav for Hareide

DBU afviser landstræner-aftale: Men slækker på et vigtigt krav for Hareide

Claus Bretton-Meyer. Foto: Thomas Lekfeldt/Scanpix (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Alt, hvad DBU ønsker sig til jul, er en landstræner. Og da direktør Claus Bretton-Meyer kun kan få en enkelt, har han naturligvis været nødt til at barbere sin ønskeseddel ned.

Sammen med blandt andre elitechef Kim Hallberg og talentudviklingschef Flemming Berg har Bretton-Meyer startet stort, men er nu nået ned til en mere overskuelig størrelse, hvor Åge Hareide altså ifølge Politiken og TV 2 Sport skulle være den store favorit.

»Vi har på baggrund af vores kriterier lavet en bruttoliste på 40 emner. De 40 emner er blevet til ti. Og for at være helt konkret kan jeg sige, at vi fortsat er i dialog med tre-fire kandidater. Og nej, vi har ikke en aftale på plads,« siger Claus Bretton-Meyer.

Claus Bretton-Meyer har tidligere sagt, at han også ledte efter en yngre model til stillingen. Her passer 62-årige Åge Hareide knap så godt ind, men det er altså ikke et krav, der findes endnu.

På et tidspunkt har du sagt, at I gerne ville have en yngre model. Er det et kriterium, I er begyndt at slække på?

»En yngre model? Har jeg sagt det? Og det var omkring landstræneren? Jeg tror, det er vigtigt at sige, at det handler om kompetencer i forhold til at kunne løfte potentialet endnu videre, end det er i dag. Vores kriterier handler ikke om alder. Det handler i langt højere grad om at finde en, der har forståelsen, nerven og erfaringen til at bringe os videre,« siger Bretton-Meyer med et stort glimt i øjet i starten af det svar.

Midt i Morten Olsens farvel og Danmarks manglende deltagelse til EM bliver også økonomi et parameter. Claus Bretton-Meyer fortæller, at DBU nærmer sig en økonomi i balance, men at det da naturligvis også spiller ind i udvælgelsen.

»Vi er først og fremmest interesserede i at få den rigtige kandidat. Det er ingen hemmelighed, at DBU ikke er verdens rigeste fodboldforbund. Men jeg er sikker på, at vi kan få en meget relevant kandidat i forhold til den lønramme, vi har.«

»Det er interessant at opleve, at interessen for det her job er ret stor. Også fra nogle, hvor jeg vil sige, at deres lønniveau i forvejen er højt. Da vi ikke har en aftale på plads, kender vi ikke den del af diskussionen endnu,« siger Bretton-Meyer.

Powered by Labrador CMS