Dating-app slipper af sted med diskrimination
Det har været småt med forargelsen over, at dating-appen Tinder aldersdiskriminerer sine brugere.
Det ser ud til at firmaet bag den populære dating-app Tinder kan slippe af sted med at tage tre gange så meget for den samme service, hvis brugerne er over 30 år.
Ingen har i hvert fald klaget over den nye indtjeningsmodel endnu.
Tinder er på kort tid blevet enormt populær. På verdensplan har den cirka 50 millioner brugere og findes på hele 24 forskellige sprog, skriver Politiken.
Forsøger med premium-udgave
Indtil nu har det været gratis at bruge appen, når man skulle finde kærligheden, men nu vil firmaet bag forsøge at lokke penge ud af brugerne ved at tilbyde dem en premium-udgave.
Fremover vil appen have kommercielt indhold, man så kan betale sig fra samt få andre brugerfordele.
Den forretningsmodel kendes blandt andet fra YouTube, men her hører ligheden også op. Tinder har nemlig yderligere delt sine brugere op i to aldersklasser og vil nu forsøge at tage to forskellige beløb for den samme ydelse.
Koster tre gange så meget for dem over 30
Konkret betyder det, at premium-udgaven nu koster tre gange så meget for brugere over 30 år. Her er prisen 119 kroner om måneden, mens den kun er på 39 kroner om måneden, hvis du er under 30 år.
Samme forretningsmodel bruger Tinder i andre lande. Således betaler man 10 dollar, hvis man er under 30 år i USA, mens man må slippe 20 dollar, hvis man er 30 år og opefter. I England må brugerne (i lighed med Danmark) slippe tre gange så meget, allerede når man fylder 28 år koster det 14,99 pund, mens man slipper med 3,99 pund, hvis man er mellem 18-27 år.
Hos forbrugerombudsmanden ønsker man ikke at udtale sig konkret om Tinders forretningsmodel, da man ikke har taget stilling til den, fordi man endnu ikke har modtaget nogle klager.
Kan være på kant med loven
Generelt om aldersdiskrimination siger fuldmægtig hos forbrugerombudsmanden Danielle Berggreen dog:
– Der hvor de kan komme på kant med markedsføringsloven er i forhold til spørgsmålet om god markedsføringsskik. Det ville eksempelvis kunne være i strid med god skik, hvis en erhvervsdrivende forskelsbehandler grupper af mennesker på et usagligt grundlag, men det vil kræve en juridisk analyse at vurdere.
Tilbage i 2008 gav man grønt lys til at brilleforretningen Synoptik måtte give folk rabat efter alder.
Ifølge firmaet bag Tinder sker prisforskellen på baggrund af undersøgelser, hvor brugerne over 30 år svarede, at de var villige til at betale mere for et abonnement end brugerne under 30 år var.
Newspaq