DAT og Serviceforbundet indgår overenskomst

DAT har indgået overenskomst med piloter og kabineansatte. Foto: DAT.
Offentliggjort Sidst opdateret

Der er indgået overenskomst for DATs piloter og kabineansatte.

Danish Air Transport (DAT), der har hovedsæde i Vamdrup, og Serviceforbundet har indgået overenskomst for selskabets piloter og kabineansatte.

DAT besluttede i sommeren 2014, at indgå overenskomst for piloter og kabineansatte. Efterfølgende har forhandlingerne forløbet i en god og konstruktiv atmosfære.

– Jeg er meget glad for, at vi nu har fået papir på, at vi behandler vores ansatte anstændigt.  Der har været tale om at foretage justeringer for at opnå enighed, men i store træk ser vi det det som en blåstempling af løn og ansættelsesforhold, som hidtil har fundet sted, siger direktør i DAT, Jesper Rungholm.

– Vi har primært ønsket, at startlønningerne for piloter og kabineansatte blev hævet, og dette har DAT imødekommet, siger forbundsformand John Dybart fra Serviceforbundet  og fortsætter:

– Vi er glade for, at DAT nu også opfylder det rimelige krav med en overenskomst for sine ansatte som luftfartselskab med base i Danmark.

DAT beskæftiger mere end 185 piloter og kabineansatte på ruter til og fra Bornholm, Karup, Stavanger, Stord og en betydelig mængde feriecharter for primært Primo Tours og Århus Charter fra Billund og Aarhus.

Powered by Labrador CMS