Dårligt vejr i Tyrkiet kan sende Nutella-pris i vejret
Der kan komme mangel på Nutella og andre hasselnøddeprodukter efter elendig høst
Hvis du har en sød tand eller en stor forkærlighed for hasselnødder, så skal du måske overveje at fylde op i nødde- og Nutella-depoterne. Der kan nemlig være en global mangel på hasselnødder under opsejling, skriver flere medier.
Prisen på hasselnødder er ifølge cbc steget med 60 procent over det sidste år, og vejrproblemer i Tyrkiet, verdens største hasselnøddeproducent, har ødelagt en stor del af årets høst. Tyrkiet leverer 70 procent af alle verdens hasselnødder, og over to tredjedele af den tyrkiske høst er blevet ødelagt af frost og haglstorme.
Ferrero, der blandt bruger hasselnødder til at lave Nutella og Ferrero Rocher-chokoladekugler, er verdens største aftager af hasselnødder, og det italienske firma har forhørt sig hos alternative leverandører i andre lande for at sikre sig nok hasselnødder.
Det er uvist, hvor meget prisen kommer til at stige, og om forbrugerne kommer til at mærke manglen på hasselnødder.