Dårlig ånde kan være tegn på træls sygdom
Forstoppelse kan give daglige gener og en række medfølgende symptomer som dårlig ånde og træthed.

For op mod hver femte er det, der burde være helt naturligt og uproblematisk, forbundet med daglige gener, ubehag og smerter.
Har du forstoppelse, kan du nok genkende, at toiletbesøgene – eller manglen på samme – bliver en konstant og altoverskyggende problemstilling. Ud over de åbenlyse afføringsproblemer kan man også få selskab af dårlig hud, drageånde og oppustethed.
– Den dårlige ånde stammer fra de gasser, der bliver lavet i tarmen, fortæller speciallæge i kirurgiske mave-tarm-sygdomme og dr.med. Dennis Raahave, der har skrevet ph.d. om sammenhængen.
– Gasserne går over i blodbanen, føres til lungerne og kommer ud af munden. Og så får man en ånde, der faktisk minder om afføring, forklarer han.
Tøm tarmen
Fordi man ved forstoppelse har ophobet langt større mængder afføring i tarmen end normalt, er der en større udvikling af tarmgasser.
Den gode nyhed er til gengæld, at ved at nedbringe mængden af afføring i tarmen kan man også komme problemerne til livs.
– Så forsvinder den dårlige ånde og mange af de lidt uspecifikke symptomer, man kan have – som tunghed og træthed i kroppen, siger han.
Oplever du problemer med forstoppelse over en længere periode, bør du gå til lægen.
For at komme problemet til livs kræver det først og fremmest en grundig gennemgang af din kost.
Frugt og vand
Som udgangspunkt bør du spise tre hovedmåltider om dagen og derudover gerne nogle mellemmåltider, som for eksempel kan være frugt – og gerne et glas vand til.
Til hovedmåltiderne skal du sørge for at få fyldt depoterne op med masser af fibre – gerne fra grove kornprodukter og grøntsager.
Det stimulerer aktiviteten i tyktarmen. Og der bliver dannet mere afføring af blød konsistens, som let kan tømmes ud, skriver speciallæge Svend Schulze i Patienthåndbogen.
Du kan også have problemer med forstoppelse, fordi du drikker for lidt.
– Et ekstra glas vand ved flere af dagens måltider kan korrigere for dette underskud og virke gunstigt på afføringens konsistens, skriver Svend Schulze.
Drop kaffe og sprut
Al væske er dog ikke lige godt for systemet. Indtager du meget alkohol og kaffe, gør det afføringen mere tør og hård.
Ud over kosten skal du også se på dine motionsvaner. Fysisk aktivitet stimulerer nemlig tarmen.
Gå, cykl, løb eller svøm mindst 30 minutter dagligt, lyder rådet i Patienthåndbogen.
– Det er direkte vist i undersøgelser, at hvis man er løber, så får man en bedre og hurtigere tarmfunktion, end hvis man er stillesiddende, fortæller Dennis Raahave.
I samråd med lægen kan du også få udskrevet afføringsmiddel og medicin til at stimulere tarmen i en periode.
For nogle vil det være nødvendigt resten af livet for at opretholde en normal tarmfunktion.