Danskers hjem stormet af specialstyrker
Mand med dansk statsborgerskab, der er ledende figur i bandemiljøer i Sverige og Spanien, er anholdt i Dubai.
En 23-årig mand med dansk statsborgerskab, der af myndighederne i De Forenede Arabiske Emirater beskrives som en af de “farligste internationale bandeledere”, er blevet anholdt i Dubai.
Det skriver mediet Gulf News på sin hjemmeside.
Selv om den 23-årige er dansk statsborger, har han i årevis holdt til Malmø, hvor han ifølge den svenske avis Kvällsposten har haft en central rolle i byens underverden. Han har været på flugt siden vinteren 2018-2019.
I de sidste fem år er han dukket op i en håndfuld drabsefterforskninger i Malmø.
Blandt andet sad han i en periode varetægtsfængslet for et drab og et drabsforsøg på Kronetorpsgatan i marts 2017. Han blev dog aldrig tiltalt, og i marts sidste år fik han en erstatning på 220.000 svenske kroner, skriver Kvällposten.
– Vi har fået bekræftet, at han er anholdt i Dubai, siger Petra Stenkula, der er chef for den regionale efterforskningsenhed ved den svenske politiregion Syd, til Kvällposten.
Tæt samarbejde
Svensk politi har haft et tæt samarbejde med spansk politi og Europol for at finde frem til og anholde den 23-årige.
Det spanske politi mistænker den 23-årige for at være leder af en gruppe, der udfører lejemord på bestilling på Solkysten. I de spanske medier er gruppen døbt “Los Suecos” – Svenskerne – skriver Kvällsposten.
Konkret mistænker de spanske myndigheder den 23-årig for to lejemord og mindst to sprængninger på Solkysten.
Ifølge Gulf News lykkedes det den 23-årige at undslippe, da 120 spanske politifolk i november 2018 stormede hans tilholdssted.
Flugten gik til Dubai, hvor han siden har gemt sig under forskellige identiteter og flyttet rundt i byen.
For nylig blev han dog genkendt, da han smed affald ud i en skraldespand foran sit hjem.
Stormede hans hjem
Efter længere tids efterforskning – blandt andet for at fastslå hans identitet med sikkerhed – stormede svært bevæbnede specialstyrker torsdag morgen lokal tid så hans hjem i Dubai.
– Aktionen foregik under helt særlige omstændigheder på grund af udgangsregler og andre restriktioner i Dubai i forbindelse med corona, siger en talsmand for politiet til Gulf News.
En video fra anholdelsen viser da også, hvordan maskerede politifolk iført gummihandsker efter at have fået den 23-årige ned på knæ giver ham et mundbind på.