Danskerne vil se TV, når det passer dem

Arkivfoto: Colourbox
Offentliggjort Sidst opdateret

Danskerne dropper i stigende grad fjernsyn med faste sendetider og vælger selv, hvornår de vil se programmerne

Danskerne vil i højere grad selv vælge, hvornår de ser yndlings-programmerne.

Danskerne trodser i stigende grad fjernsynets faste sendetider og ser tv, film og serie på andre tidspunkter, hvor det passer bedre ind i en travl hverdag med lange arbejdsdage, madlavning og putteritualer. Ifølge en undersøgelse, Epinion har lavet for Telenor, ser en tredjedel i dag mere tv, film og serier via internettet end for bare et år siden.

Denne tendens er størst blandt det yngre publikum, hvor det er over halvdelen af de 18-35 årige, der nu bruger computere og tablets til at se film og serie.

– Vi oplever i øjeblikket, at danskerne vil se film og serie ”on demand” på deres computere, tablets og endda mobiltelefoner, hvor mange mobilenheder i dag har så tilpas store skærme, at det giver en udmærket tv-oplevelse, siger Telenors kommercielle direktør Lars Thomsen.

Det er især tv-serier, danskerne ser på tablets og mobiler. Ifølge undersøgelsen er det især de danske dramaserier, så som Rejseholdet, Krøniken, forbrydelsen og Arvingene, der lokker danskerne. Og med 76 procent er Matador dog stadig den serie, som de fleste har set – og ifølge undersøgelse også den de fleste synes bedst om.

Det er dog stadig fjernsynet, der bliver brugt mest, når der skal ses tv-serier og film. Telenor oplever en stigning i data-forbruget om aftenen:

– Vi kan se på trafikken i vores netværk, at vores kunders dataforbrug er fordoblet på bare et år. Og så er det jo sjovt at se, at forbruget generelt stiger hen på aftenen, hvilket jo godt kan være et symptom på, at danskerne i højere grad selv vælger, hvornår de vil se ”tv”, siger Lars Thomsen.

Powered by Labrador CMS