Danskerne vil have mere fokus på farlig opførsel i trafikken
Ønsket stammer fra bekymring og usikkerhed over det, vi ser hver dag i vores lokalområder.
Er du blandt de bilister, der har det med at have foden placeret lidt for tungt på speederen, er du en medvirkende årsag til, at en stor del af adspurgte danskere ønsker mere fartkontrol i deres lokalområde.
En undersøgelse foretaget af Epinion på vegne af Rådet for Sikker Trafik viser, at 48% af adspurgte danskere ønsker mere fartkontrol i deres lokalområde, mens kun 18% svarer, at de ikke ønsker mere fartkontrol.
Resultatet af undersøgelsen vækker glæde hos administrerende direktør i Rådet for Sikker Trafik, Mogens Kjærgaard Møller.
– Danskerne er bekymrede for, om der sker ulykker i deres lokalområde, fordi bilister kører for stærkt, og derfor er mange glade for at se politiet kontrollere hastigheden. Det er positivt, at der er opbakning til politiets indsats, da det er med til at sikre, at alle kommer sikkert frem, siger Mogens Kjærgaard Møller i en pressemeddelelse udsendt af Rådet for Sikker Trafik.
Landsdækkende politikontrol
Pressemeddelelsen sendes ud i forbindelse med, at politiet 13.-15. oktober holder landsdækkende fartkontrol. Modsat det, nogen måske går og tror, bliver den kontrol altså gennemført med en stor del af befolkningens accept. Tidligere undersøgelser fra Rådet for Sikker Trafik viser, ifølge rådet selv, at næsten 9/10 danskere mener, at fartkontrol gavner trafiksikkerheden.
Hvis man ser på årsagen til dødsulykker i trafikken, er der noget, der peger på, at mere fartkontrol ikke nødvendigvis er en dum idé. Omkring halvdelen af undersøgte dødsulykker skete grundet for høj fart, skriver Rådet for Sikker Trafik.
Vi ønsker os langsommere kørsel
Danskernes forhold til deres medborgeres opførsel i trafikken kan også ses i den anden del af undersøgelsen. Den viser nemlig, at omkring halvdelen af adspurgte danskere ville ønske, at bilister generelt kørte langsommere i deres lokalområde.
De holdninger bør dog afspejle sig i folks egen opførsel, lyder det fra Rådet for Sikker Trafik.
– Når så mange gerne vil have farten ned, hvor de selv bor, håber vi, at de vil tænke over deres egen hastighed, når de selv kører bil næste gang. Uanset hvor man kører, er det jo typisk nogens lokalområde, hvor de også gerne vil kunne færdes sikkert, siger Mogens Kjærgaard Møller i pressemeddelelsen.
Politiet hører danskernes ønsker
Det er i øvrigt ikke kun i undersøgelsen, at danskerne giver udtryk for, at de vil have mere fartkontrol. Politiet oplever det også.
– Mange danskere kontakter hver eneste dag politiet med ønske om en fartkontrol i deres lokalområde, fordi de er utrygge ved den høje hastighed, som nogle bilister kører med. Vi forsøger i stort omfang at imødekomme borgernes ønsker, da en af vores opgaver blandt andet består i at øge trygheden langs vejene, dog er det ikke alle politikredse, der har indført muligheden for at bestille en fartkontrol, siger Vicepolitiinspektør, Arne Martinsen, Rigspolitiets Nationale Færdselscenter, i pressemeddelelsen.
18% af de adspurgte danskere ønsker i øvrigt ikke mere fartkontrol i deres lokalområde.