Danskerne tror på stigende boligpriser i 2015
Danskerne er boligoptimister. 44 procent af os tror på fortsat stigende boligpriser i 2015, mens kun otte procent tror på et prisfald i det kommende år.
Det viser Nykredits månedlige barometer over danskernes tillid til boligprisernes udvikling, som udarbejdes i samarbejde med Danmarks Statistik.
Svarene giver et indeks på 17,8 for december, og selv om det er lavere end de rekordhøje niveauer i sommer, er der fortsat tale om en stor boligoptimisme, konstaterer boligøkonom i Nykredit Joachim Borg Kristensen. Og han regner med, at optimismen til dels er en selvopfyldende profeti.
»Danskernes forventninger til huspriserne er en væsentlig drivkraft bag de fremtidige huspriser. I de fleste situationer vil man fremrykke et boligkøb, hvis man forventer prisstigninger – eller udskyde, hvis man forventer prisfald. Forventningerne om prisstigninger vil derfor i udgangspunktet bevirke, at aktiviteten på boligmarkedet tager til og priserne begynder at stige i større eller mindre grad. Huspristilliden fungerer da også normalt som en god retningspil for de faktiske huspriser,« skriver han i en kommentar til de endnu ikke offentliggjorte tal.
Her ses udviklingen i tilliden til huspriserne. Når indikatoren er over nul, forventer et flertal stigende huspriser.
Men de optimistiske tal viser også, at danskernes forventning til boligpriserne lader til at være immune over for de problemer, der præger især den globale økonomi, og som smitter af på dansk økonomi – og dermed boligpriserne.
»Aktiviteten i dansk økonomi stiger langsomt, og væksten i danskernes disponible indkomster har i flere år været beskeden til trods for lettelser af skatten på arbejde. Der er grænser for, i hvor lang tid boligmarkedet kan løbe fra resten af økonomien,« påpeger Joachim Borg Kristensen.
Desuden vil husholdningernes forholdsvis høje gæld også være med til at lægge låg på boligprisernes stigninger.
Men på den anden side vil en bedring på arbejdsmarkedet med stigende beskæftigelse trække op i priserne, lige som især den rekordlave rente taler for at købe bolig netop nu.
Samlet set kalder Nykredits boligøkonom boligmarkedet for »skrøbeligt«, og hans prognose for huspriserne i 2015 lyder på en stigning på godt 2 procent for hele landet.
»Det vil give en fornuftig real værditilvækst på boliger, men boligejerne vil opleve det meget forskellige på tværs af landet. De største prisstigninger skal fortsat findes i Københavnsområdet og de største byer, mens priserne kan fortsætte med at falde i flere områder uden for de større byer. Det seneste års udvikling, hvor stadig flere kommuner kommer med på vognen med prisstigninger, vil dog fortsætte i det kommende år,« lyder hans forudsigelse.
2014 medførte nominelle prisstigning på huse på 1,3 procent efter 0,8 procent i 2013 og prisfald på ca. 4 procent i både 2012 og 2011. De foreløbige tal for omsætning tyder på, at der i 2014 bliver omsat i alt knap 42.000 helårsboliger. Det er ca. 10 procent mere end i 2013 og tredje år i træk med en stigning. Men det er fortsat på et lavt niveau set i et længere perspektiv, når man eksempelvis kigger tilbage på 2005, da der blev handlet næsten 59.000 helårsboliger.