Danskerne svarer klart: Må du dette på jobbet?
69 procent af de arbejdende danskere synes, at det er i orden at gå med shorts på arbejdspladsen, viser en ny undersøgelse.
Citathistorie: Fagbladet 3F
I disse dage vender mange tilbage til arbejdspladserne – og samtidig truer vejrudsigten med temperaturer tæt på 30 grader. For en del kan det derfor være fristende at gøre shorts til en del af arbejdsuniformen.
Ifølge en ny spørgeskemaundersøgelse foretaget af Analyse Danmark for Fagbladet 3F går hele 69 procent af de arbejdende danskere ind for shorts på arbejdspladsen, mens kun 31 procent er imod.
Undersøgelsen viser også, at hele 24 procent ikke må bære shorts for deres arbejdsgiver. 13 procent ved det ikke, mens hele 63 procent svarer, at de gerne må få luft om benene i arbejdstiden.
Ifølge designforsker Else Skjold, der er lektor, Ph.d. på Kunstakademiets Designskole, er det særligt mænds brug af shorts, der skaber debat. Det skyldes blandt andet, at mænd og kvinder er blevet mere ligestillede. Derfor er det ikke længere kun kvinders påklædning, der bliver kommenteret og debatteret på arbejdspladsen.
En anden grund er, at medarbejderne er blevet mere fri til selv at vælge deres tøj.
– Derfor forventes mænd selv at definere, hvad der er ok og ikke ok. Det er her det kan gå galt, særligt når mænd optræder offentligt i bare ben. Det opfattes simpelthen som manglende sans for, hvad der er passende. Vi har generelt den opfattelse, at kvinder er krop og mænd er hjerner. Når mænd så viser krop, så går det galt, hvilket mange, mange læserbreve og klager til eksempelvis tv-optrædender i hedebølger viser, siger Else Skjold.
Burde være en selvfølge
Ifølge designforskeren kan mænds brug af shorts ses som et ønske om at frigøre sig fra en fast arbejdsuniform. Spørger man Else Skjold, burde behageligt tøj være en selvfølge.
– Hver gang nogle mænd går foran, så får de negative kommentarer – selvom det burde være en ret for mænd at gå i behageligt tøj – også når det er varmt, siger Else skjold.
Særligt blandt de unge er opbakningen til de behageligt korte benklæder stor. Blandt danskere under 40 svarer næsten 80 procent at shorts på jobbet er helt ok.
Ifølge Bjørn Schiermer Andersen er der historiske grunde til forskellene på, hvilket tøj mænd og kvinder kan tillade sig at bære på jobbet. Han fortæller, at samfundets kønsroller omkring tøj er 2-300 år gamle, og næsten ikke har ændret sig siden. Når det handler om tøj, må kvinder generelt mere.
– Det handler blandt andet om at kvinder objektiviserer sig selv mere. Samfundet forventer af kvinder, at de gør sig smukke. Det her med at kvinder gør mere ud af sig selv, og måske endda gør det for mænds blikke, er noget feministiske strømninger debatterer, men det medfører altså også på sin vis, at kvinder har mere spillerum. Det er simpelthen flere parametre at skrue på, når det gælder tøj og påklædning, siger Bjørn Schiermer Andersen.
Ifølge Bjørn Schiermer Andersen er der også stor forskel på normerne for mænds tøj, afhængigt af, hvor man arbejder.
– Hvis en mand laver fysisk hårdt arbejde, er det ofte acceptabelt, at han har shorts på. Hvis han derimod arbejder i en bank, så forventes det, at han går med jakkesæt, skjorte og slips, siger Bjørn Schiermer Andersen og forsætter:
– På den måde er mænds tøj mere som en uniform. Der er ikke så mange valgmuligheder. Derfor kan det hurtigt slå gnister, hvis man som mand vælger at udfordre de gældende normer og kønsroller på arbejdspladsen.
I galleriet ovenfor kan du se, hvilke regler der gælder for påklædning på jobbet.