Danskerne spiste italiensk på sofaen efter årets J-Dag
Festsæsonen blev i fredags sparket i gang, da årets julebryg traditionen tro landede klokken 20:59. Take-away kæden Just Eat kan berette, at der var travlt med at bringe mad ud til de tømmermandsramte danskere dagen efter. Antallet af ordrer var 29 % højere end på en almindelig lørdag. Særligt italiensk og amerikansk var populært.
Traditionen tro faldt sneen i fredags, hvor tørstige danskere på barer, værtshuse og diskoteker landet over kunne få årets første tår juleøl kl. 20:59. De festglade danskere nøjedes tilsyneladende ikke med en enkelt juleøl, beretter Just Eat, der havde ekstra mange bestillinger dagen derpå.
– Når danskerne har fået for mange juleøl, tikker der altid ekstra mange bestillinger ind. Særligt italiensk og amerikansk leverede vi til døren, så danskerne kunne få en god tømmermandsdag på sofaen, siger marketingchef hos Just Eat, Peter Tranberg.
Modsat en gennemsnitlig lørdag oplevede Just Eat 29 % flere ordrer end vanligt i lørdags efter J-Dag.
Julebryg slår påskebryg
Festsæsonen kan altid mærkes hos Just Eat, og den traditionelle J-Dag er en af de festaftener, der giver særlige cravings efter salt og læskende drikke. Sammenlignet med dagen efter P-dag 15. marts i år, hvor påskebryggen blev sat til salg, bragte Just Eat 25 % flere ordrer ud, da sneen var faldet i lørdags, melder Just Eat.
Særligt restauranter med italiensk, amerikansk, indisk og thai på menuen oplevede ekstra travlhed i efterdønningerne af årets J-Dag.