Danskerne sparer på tandlæge-regningen
Kristian Johnsen, 24 år og fra Helsingør, er ikke frygtsomt anlagt og lider på ingen måde af tandlægeskræk. Men han lider af skræk for regninger, fortæller han.
Derfor bevægede Kristian Johnsen sig også lynhurtigt ud på nettet for at jagte det billigst mulige tilbud, da et større tandlægeindgreb – en flækket tand og muligvis også en krone – tonede frem i horisonten. Og det tilbud fandt han hos tandlæge Peter Jakobsson hos Helsingborgstandläkarna, blot 20 minutter væk med færgen over Øresund.
»Jeg sparer ca. 20 pct. i forhold til, hvad det ville have kostet mig i Danmark. Når man er på SU eller dagpenge, står der ikke ligefrem millioner på kontoen, så det betyder meget,« siger han.
Tusinder af danskere drager til udlandet
Tusindvis af danskere vælger hvert år af økonomiske årsager at drage til udlandet for at gå til tandlæge. Der kan være flere tusinde kroner at spare ved at få et implantat eller en krone hos en tandlæge i et af vore nabolande, og den danske sygesikring refunderer en del af regningen på samme vilkår, som hvis behandlingen var foregået herhjemme.
Sidste år søgte flere end 35.000 danske patienter om at få refunderet en del af regningen efter tandbehandling i udlandet, primært i Sverige og i Tyskland. I nogle hundrede tilfælde er der også patienter, som har søgt refusion efter at være blevet behandlet i Polen. Det fremgår af en orientering til Folketingets Sundheds- og Forebyggelsesudvalg, der nu både fører til krav om, at danske tandlæger bør se på deres priser, og at politikerne bør gribe ind over for den meget høje brugerbetaling på tandlægebehandling i Danmark.
Høje priser får danskerne til udlandet
»Det her er et klart signal om, at forbrugerne, der ellers normalt er meget loyale over for deres tandlæger, er parate til at kigge til udlandet, hvis de kan få en billigere behandling. De begynder at stille spørgsmålstegn ved, om kvaliteten herhjemme nødvendigvis er så meget højere, at det kan retfærdiggøre de meget høje priser. Det bør tandlægerne tage bestik af,« siger sundhedspolitisk seniorrådgiver i Forbrugerrådet TænkSine Jensen.
Ifølge orienteringen tegner patienter i Region Hovedstaden og Region Syddanmark sig for langt hovedparten af ansøgningerne om refusion efter tandbehandling i udlandet, nemlig henholdsvis knap 18.000 og godt 17.000, hvilket hænger sammen med de korte afstande for borgere langs Øresundskysten og i Sønderjylland til henholdsvis Sverige og Tyskland.
80 pct. af sagerne fra Region Hovedstaden vedrører således behandling, som er modtaget i Sverige, mens 96 pct. af sagerne fra Region Syddanmark vedrører behandling i Tyskland. Der er dog også godt 600 ansøgninger om refusion fra borgere i Region Sjælland – her drejer 42 pct. sig om behandling i Polen.
Både billigt og rart
Hos tandlægerne i Helsingborg koster en tandkrone ca. 5.700 svenske kroner. Det er stort set samme beløb, som nogle tandlæger i Nordsjælland tager – i danske kroner hvilket betyder, at der med den aktuelle kurs er en pæn besparelse at hente ved at rejse til Helsingborg. Også når man medregner færgebilletten.
I Sverige er det fast praksis, at bedøvelse er gratis, så ingen tvinges til at afveje frygten for smerter mod prisen på den dulmende indsprøjtning, ligesom nogle røntgenbilleder heller ikke koster noget.
Denne formiddag er der tre-fire danske patienter på stribe. Én kommer fra Hørsholm og har opnået en favorabel pris på ca. 18.000 svenske kroner for et implantat, som han i Danmark kunne se til priser fra 22.000 til 25.000 danske kroner.
For Mimi Jensen, 80 år, fra Humlebæk var det også »prisen, der gjorde det«, da hun for efterhånden nogle år siden kastede blikket mod svenske tandlæger, som kunne udstyre hende med en krone 1.000 kr. under prisen i Danmark. Siden er hun fortsat med at tage turen til Helsingborg også til almindelige tandeftersyn.
»Det tager ti minutter i tog til Helsingør, og det er også et rart sted at komme,« siger hun.
To til tre danske patienter om dagen
Tandlæge Peter Jakobsson har taget mod danske patienter i en del år. Der kom flere, da kursen på svenske kroner var endnu mere favorabel, men i øjeblikket har han i gennemsnit to danske patienter om dagen.
»Nogle får os anbefalet fra andre danske patienter, andre finder frem til os på nettet. Men det sker faktisk også, at danske tandlæger, som ikke selv udfører indgrebet, anbefaler patienter med behov for et implantat at tage over til os, fordi vi kan gøre det noget billigere end i Danmark,« siger han.
Tandlæger vil have brugerbetaling sat ned
Blandt danske tandlæger er holdningen, at det trods alt er et relativt beskedent antal danskere, som vælger tandbehandling i udlandet. Det svarer højst til 0,5 pct. af det samlede antal tandlægekontakter i Danmark på omkring otte mio., påpeger formanden for Tandlægeforeningen, Freddie Sloth-Lisbjerg.
Han afviser desuden kritikken af, at danskernes tandlægeregninger er alt for høje: De afspejler blot det generelt høje omkostnings- og prisniveau herhjemme.
Freddie Sloth-Lisbjerg mener dog også, at brugerbetalingen på tandlægeområdet er urimelig høj og bør sættes ned for udvalgte grupper, f.eks. folk med alvorlig paradentose eller uforskyldt mange huller i tænderne som følge af et medicinforbrug.
»Jeg har ingen problemer med, at der er brugerbetaling i det nuværende omfang for den brede befolkning, som blot går til tandlæge en gang om året for at få en tandrensning eller en fyldning i ny og næ. Men politisk svigter man de virkeligt tandsyge med bl.a. alvorlig paradentose, som kan komme til at betale rigtigt meget. Her burde der være et mere fornuftigt tilskud til nødvendige, fagligt indicerede tandbehandlinger,« siger han.
I Folketinget presses der også på for at få sænket den høje danske brugerbetaling på tandlægeområdet. I forvejen har regeringen taget skridt til at sænke betalingen bl.a. for unge på kontanthjælp og danskere med sjældne, medfødte lidelser, som også har alvorlige konsekvenser for deres tandsundhed. Men brugerbetalingen bør sættes endnu mere ned for unge generelt samt folk med paradentose og psykisk syge med et medicinforbrug, som går ud over deres tandsundhed, mener SFs sundhedsordfører, Özlem Cekic.
»De nye tal understreger, at vi har en meget høj brugerbetaling herhjemme, og at folk derfor selvfølgelig søger derhen, hvor de kan få det billigere. Det understreger også, hvorfor det er så vigtigt at minimere brugerbetalingen for dem, der har mest behov for det,« siger hun.