Danskerne: Politikere lader børnefamilier i stikken

Foto: Colourbox.com (Modelfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Danskere i stort tal oplever, at partierne i Folketinget vender det blinde øje til familier med børn, skriver Ugebrevet A4.

Partiernes familiepolitik virker mere eller mindre usynlig for 46 procent af danskerne, viser en ny undersøgelse. Politikerne taler gerne varmt om børn, men det kniber gevaldigt med konkrete tiltag, oplever Forældrenes Landsforening.

40 procent af danskerne ved ikke, hvilket parti der arbejder mest for at sikre børnefamilierne bedre vilkår. Og seks procent svarer »ingen af partierne«. Det fremgår af en ny undersøgelse blandt 4.669 danskere udført af Analyse Danmark for Ugebrevet A4.

Tallene vidner om, at partier og politikere ikke ofrer børnefamilierne mange tanker. Det mener formanden for Forældrenes Landsforening (FOLA), Dorthe Boe Danbjørg.

»Ligesom danskerne oplever vi ikke den store interesse hos partierne for børnefamiliernes vilkår. Debatten er meget stille, selv om mange børnefamilier kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen. Politikerne taler gerne varmt om børn, men vi ser ikke mange konkrete tiltag,« siger Dorthe Boe Danbjørg til Ugebrevet A4.

Sociolog ikke overrasket over danskernes reaktion

Der er ikke noget at sige til, at danskerne har svært ved at pege på partier, der gør noget særligt for børnefamilierne. Det vurderer Mai Heide Ottosen, som er sociolog, seniorforsker og programleder ved SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.

»Der er ingen af partierne, som har et stort familiepolitisk program, og der er ingen familieminister. Spørgsmål om børnefamiliernes vilkår dukker sjældent op på dagsordenen. Det er fuldt forståeligt, at danskerne svarer, som de gør,« siger Mai Heide Ottosen til Ugebrevet A4.

I den nye undersøgelse deltager 1.101 forældre med børn i husstanden. Blandt forældrene oplever kun syv procent, at politikerne i høj grad interesserer sig for børnefamiliernes vilkår. Fem procent af forældrene har sågar indtryk af, at familiernes vilkår slet ikke optager landets politikere.

Politikerne interessere sig mere for de ældre

Hvis man spurgte om politikernes interesse for ældre, ville oplevelsen nok være, at den er betydeligt større end for børnefamilierne. Det vurderer valgforsker og professor ved Aarhus Universitet Rune Stubager.

»De ældre har fået og får stadigvæk en del interesse fra politikerne. Det virker som om, at børnefamiliernes hverdag ikke fylder så meget i politikernes bevidsthed som ældres vilkår,« siger Rune Stubager.

Partierne og politikerne bør have langt mere fokus på familiernes vilkår. Det mener Socialdemokraternes familieordfører, Julie Skovsby (S).

»Jeg mener slet, slet ikke, at børnefamiliernes vilkår fylder nok i den politiske diskussion. Området er især blevet nedprioriteret under den økonomiske krise og den tidligere regering. Vi skylder som politikere at fortælle børnefamilierne, hvad vores politik betyder for deres vilkår i hverdagen,« siger Julie Skovsby.

Lignende toner lyder fra Rosa Lund (Ø), som er familieordfører for Enhedslisten.

»Familiepolitikken er desværre lavt placeret på den politiske dagsorden, fordi andre ting som integrations- og arbejdsmarkedspolitik fylder så meget. Men familiepolitikken burde være højere placeret, for det er så afgørende, at man kan få sit familieliv til at hænge sammen,« siger Rosa Lund.

I den anden ende af det politiske spektrum hos Dansk Folkeparti er der også et ønske om at få familiepolitik sparket højere op på den politiske dagsorden.

»Børnefamiliernes vilkår er noget, der konstant har behov for politisk fokus, for nogle familier, især de mest udsatte, har helt klart nogle udfordringer med at få hverdagen til at hænge sammen,« siger Karin Nødgaard (DF), som er familieordfører for Dansk Folkeparti, til Ugebrevet A4.

BNB

Powered by Labrador CMS