Danskerne køber hver tiende smøg i udlandet
Skatteministeren er overrasket over, at ikke flere køber smøger i udlandet som følge af flere afgifter.
Afgifterne på cigaretter blev sat op i 2012, og de sidste seks år er prisen på cigaretter steget med omkring 10 kroner. Alligevel er grænsehandlen med tobak kun steget i begrænset omfang.
Det viser en rapport om danskernes grænsehandel, som Skatteministeriet har udgivet torsdag.
– Vi er blevet regulært overrasket. Vi havde troet, at det ville have haft en grænsehandels-effekt, at afgifterne steg i 2012, siger skatteminister Benny Engelbrecht (S).
Ifølge rapporten blev 11 procent af danskernes forbrug af cigaretter og røgtobak købt i udlandet i 2013. Det var kun et halvt procentpoint mere end året før, hvor danskerne røg lidt mere.
Siden 2010 er der hvert år blevet købt 600 millioner cigaretter i udlandet. I 2009 var tallet dog en del lavere – kun 450 millioner cigaretter blev købt i udlandet.
Mængden af grænsekøbt røgtobak er steget fra 175 millioner gram til 225 gram fra 2010 til 13.
Der kan ifølge ministeren være flere grunde til, at danskerne ikke vælter over grænsen for at købe smøger.
Blandt andet ryger danskerne mindre end tidligere. For 15 år siden røg danskerne 10 milliarder cigaretter årligt. I 2013 var tallet nede på 7,5 milliarder.
En anden forklaring kan være, at priserne på cigaretter også er steget i vores nabolande.
– Der, hvor det kan svare sig, er altså kun, hvis man skal på en længere rejse væk fra landet, siger ministeren torsdag.
/ritzau/