Danskerne kimer særlig vagtcentral ned
Dyrenes Beskyttelses vagtcentral 1812 bliver bombarderet med meddelelser om fugleunger fundet på jorden.
Med 2509 henvendelser fra danskere blev Dyrenes Beskyttelses vagtcentral 1812 lagt ned i 2019. Danskerne henvendte sig til organisationen, fordi de havde fundet fugleunger på jorden – og dermed væk fra deres reder.
Men Dyrenes Beskyttelse understreger, at det ikke er alle fugleunger på jorden, der er i nød. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Dyrenes Beskyttelse.
Kan klare sig
I 2019 var der flere tusinde opkald fra bekymrede borgere til Dyrenes Beskyttelse. Hver og én af de 2509 danskere, der fattede telefonen, havde oplevet en fugleunge på jorden og mente, at den var i nød.
Ifølge organisationen er der dog ingen grund til at bekymre sig om alle fugleunger, der befinder sig ude af deres reder.
– Jorden er selvfølgelig et farligt sted for fugleunger at opholde sig, men i langt de fleste tilfælde kan ungerne sagtens klare sig alligevel. Fugleforældrene kan sagtens passe deres unger, når de er på jorden, forklarer Michael Carlsen, biolog hos Dyrenes Beskyttelse.
I cirka 70 procent af henvendelserne til Dyrenes Beskyttelse har fugleungerne formentlig ikke lidt nød.
Kig efter fjer
Hvis man holder et vågent øje med fugleunger i nød, kan man huske på en regel. Det er, at hvis fugleungerne ikke har en fjerdragt, burde de ikke opholde sig uden for reden. For fugleunger uden fjer har meget dårlige overlevelseschancer uden for deres rede.
Er man 100 procent sikker på, hvor fugleungen uden fjerdragt hører til, kan man med fordel lægge den tilbage i dens rede.
Det betyder, altså at hvis danskerne opdager en fugleunge på jorden, der har fjer, så er der en stor sandsynlighed for, at den ikke er i nød.
Ydermere kan man også sikre sig, at den ikke ligger på siden eller ryggen, ligger med hovedet forover ned mod jorden eller har skader, som den ikke selv kan tage vare på. Hvis det er tilfældet, skal man kontakte Dyrenes Beskyttelses vagtcentral, så de kan hjælpe fugleungen.