Danskerne bæller rekordmeget saft: Sådan trapper du ned

I Danmark er vi storforbrugere af saftevand. Hvis dit indtag har taget overhånd, så kommer her et par forslag til, hvordan du trapper ned

Offentliggjort Sidst opdateret

Se fakta om danskernes storforbrug af søde, læskende drikke i galleriet ovenfor.

Solbærsaft, hyldeblomstdrik og diverse light-varianter. Vi hælder saftevand i indkøbskurven som aldrig før, og selv om det kan virke fornuftigt, når størstedelen af glasset fyldes med vand, så er det altså ikke det sunde valg, vi tyr til.

Men vi tyr i den grad til det. Alene i perioden fra 2004 til 2018 er forbruget af saftevand og light-versionerne af det steget med 60 procent.

Vi er det land i verden, der køber næstmest saft, kun overgået af Irland, lyder det i en ny artikel fra DTU Fødevareinstituttet, som blandt andet bygger på Euromonitors salgsdata.

“Sundere” varianter af saft er IKKE sunde

Faktisk køber vi så meget, at det svarer til, at vi hver især indtager 10 centiliter drikkeklar saftevand om dagen.

– En forklaring kan være, at der sælges mere saftevand, som forbrugerne opfatter som sundere varianter end almindelig saftevand, siger Jeppe Matthiessen, der er seniorrådgiver hos DTU Fødevareinstituttet.

Eksempelvis kan varianter som hyldeblomstdrik og havtornssaft lyde mere hellige, end de er.

– Drikker man store mængder søde drikke, så tager det pladsen fra andre føde- og drikkevarer, der kunne bidrage med vitaminer og mineraler. Saftevand bidrager udelukkende med energi, siger Lisa Heidi Witt, der er klinisk diætist i Diabetesforeningen.

Gem saft og sodavand til festlige lejligheder

Begge er enige om, at det er bedst, hvis du gemmer saftevand og sodavand til festlige lejligheder og holder dig til vand, kaffe, mælk og the i hverdagene.

Men har dine smagsløg vænnet sig til den søde smag, så er ovenstående forslag måske ikke helt realistiske.

Selv om DTU Fødevareinstituttet ikke vil anbefale light-versionerne på markedet, kan det dog være en fin overgang, hvis du er på det punkt, hvor alternativer som postevand og danskvand med smag bare ikke gør det for dig.

– Hvis man som voksen har et højt indtag af sukkersødede drikke, svarende til mindst en halv liter cola om dagen, så kan man godt bruge de kunstigt sødede drikke som en overgang til at reducere indtaget, siger Jeppe Matthiessen.

Hæld mindre koncentreret saft i glasset

Det har længe været diskuteret, hvorvidt de kunstige sødestoffer er dårlige for helbredet, men alle er godkendt til brug i EU og derfor sikre at indtage i moderate mængder.

DTU Fødevareinstituttet anbefaler dog, at du højst indtager den mængde kunstigt sødede drikke, som der er plads til i råderummet til tomme kalorier.

Råderummet er den plads, vi har at gøre godt med i vores kost, hvis vi samtidig skal have dækket vores behov af næringsstoffer og efterleve de anbefalede kostråd.

Et alternativ kan også være, at du vælger at hælde mindre koncentreret saft i glasset.

– Der står altid et blandingsforhold på flasken, og hælder man mindre i, så får man mindre sukker ind og vænner sig til en mindre sød smag, råder Lisa Heidi Witt.

Se fakta om danskernes storforbrug af søde, læskende drikke i galleriet ovenfor.

Powered by Labrador CMS