Danskere misser stor finale
GamerLegion med danske Frederik Gyldstrand på holdet sendte Heroic ud af majorturneringen i Paris
Heroic må se med fra distancen, når finalen i majorturneringen i Paris søndag løber af stablen.
Lørdag tabte det danske Counter-Strike-hold, da det i semifinalen var oppe imod GamerLegion, som har danske Frederik "Acor" Gyldstrand på holdet.
Heroic var favorit til at vinde turneringen og vandt også første bane lørdag, men så gik det galt. GamerLegion vandt 2-1 og blev dermed finaleklar.
Senere lørdag skal Vitality, der har to danskere på holdet og en dansk træner, spille semifinale.
Vandt første bane
Heroic startede sin semifinale med at gøre det til 3-0 på første bane, Ancient, men så kom GamerLegion op i gear, og ved sideskiftet var danskerne bagud 5-10.
Men så fik Heroic-anfører Casper "Cadian" Møller sit hold i gang. 5-10 blev vendt til 12-10, og Heroic var i kontrol. Sådan fortsatte det, og Heroic kom på 1-0 i baner efter en sejr på 16-13.
Udlignede på Inferno
På bane to, Inferno, var forløbet næsten det samme.
Heroic kom foran 4-0, hvorefter GamerLegion med en god stime gjorde det til 9-6 ved sideskiftet.
Derefter kom Heroic på 11-9, og danskerne så ud til at være på vej mod avancement. Men denne gang svarede GamerLegion igen. Med en sejr på 16-14 blev der udlignet til 1-1.
Tabte klart på Mirage
På tredje bane, Mirage, kom Heroic tidligt på hælene.
GamerLegion skød sig på 7-3 og så for alvor ud til at have fundet opskriften på sejr.
Heroic fik reduceret til 5-7, men så tog GamerLegion fat igen. Da det blev 14-5, begyndte det at se meget svært ud for Heroic, der ikke havde nogle modtræk. Kort efter blev det 16-5, og så måtte Casper "Cadian" Møller og co. se nederlaget i øjnene.
Ud over Casper "Cadian" Møller består Heroic af Martin "Stavn" Lund, René "Teses" Madsen, Rasmus "Sjuush" Beck og Jakob "Jabbi" Nygaard.
Sidste Majorturnering
Majorturneringen i Paris er den sidste, der afvikles i spillet "Counter-Strike: Global Offensive".
Den næste majorturnering i Counter-Strike, der efter planen skal afvikles i marts næste år, vil blive i spillet "Counter-Strike 2", som udkommer senere i år.