Danskere går amok i jobsøgningen: Vi vil knalde fartbøller

Hos Østjyllands Politi alene har man modtaget 932 ansøgninger. Til 10 stillinger.

Over 900 danskere har allerede ansøgt om at få lov til at være fartbølle-fanger. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Østjyllands Politi får meget snart 10 nye medarbejdere.

I tirsdags udløb ansøgningsfristen for et meget eftertragtet job, hvor arbejdsdagen skal tilbringes i en kassevogn med måleudstyr, kamera og tonede ruder – på jagt efter politikredsens fartsyndere.

Fremover er det nemlig ikke politiuddannet personale, men derimod civilister, der skal betjene de såkaldte ATK-vogne (Automatisk Trafikkontrol).

I Østjyllands Politikreds råder man over 10 af slagsen, og dem er politiet trætte af at bruge mandetimer på. Og de 10 pladser er der åbenbart stor rift om – i hvert fald er der landet 932 ansøgninger til de 10 pladser. Det skriver Stiften.dk

Billedet er det samme i alle landets politikredse, der efter en årrække med terrorbekæmpelse, forhøjet sikkerhedsniveau og senest flygtningekrisen har en særdeles tyndslidt gruppe medarbejdere.

Derfor har man kigget organisationen grundigt efter i sømmene for mulige genveje og besparelser, og Rigspolitiet besluttet at udskifte personalet i alle landets fotovogne med civile medarbejdere.

Hos Østjyllands Politi oplyser man, at Rigspolitiet netop nu er i gang med at screene de mange ansøgere. Når det er sket, vil ansættelsessamtalerne ske ude i de lokale politikredse.

– Vi er i fuld gang med ansøgningsprocessen og forventer at have ansat de folk, vi skal bruge, indenfor de kommende 14 dage, fortæller fungerende vicepolitiinspektør hos Østjyllands Politi, Kristian Juliussen.

Robust og pligtopfyldende

På forhånd har ordensmagten meldt ud, at man er leder efter pligtopfyldende og robuste personer med en god portion situationsforståelse. Man skal kunne håndtere en konflikt som ATK-måler.

Det er ikke usædvanligt, at folk holder ind til siden efter at være blevet blitzet, og der så opstår en diskussion om forholdet, siger Kristian Juliussen.

– Der skal man være i stand til at føre en pæn dialog, som han udtrykker det.

Når de 10 stillinger er besat, er politiets nye medarbejdere efter et kort kursus i systemerne og livet på politigården klar til at rykke ud og fælde fartsyndere.

1. oktober skal al betjening af politiets ATK-vogne være overgået til de nye medarbejdere, og selv om personalet skiftes ud, ændrer politiet ikke i den linje, man har lagt med intensiv fartkontrol i hele politikredsen.

– Jeg vil gerne understrege, at vi ikke opererer efter tilfældigheder. Vognene står, hvor ulykkesstatistikkerne er sorte, og hvor bekymrede borgere tipper os om, at der bliver kørt alt for stærkt. Det vil de også gøre fremover, siger Kristian Juliussen til Stiften.dk.

Powered by Labrador CMS