Danskere donerer hellere til jordskælv end krig og sult

Danskere støtter heller jordskælv end krig. Foto: Nicolas Asfouri/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Red Barnet har nu indsamlet mere til Nepal på to dage, end hvad de har til Syrien i hele 2015.

Jordskælvet i Nepal viser, at danskere langt hellere donerer penge til naturkatastrofer end ofre for sult, krige og konflikter ude i verden, siger flere nødhjælpsorganisationer.

Red Barnet oplyser, at de nu har samlet 800.000 kroner ind fra private til Nepal på to dage, mens de til sammenligning har fået 600.000 ind til krigen i Syrien fra årets start til nu.

– Lige i øjeblikket, når katastrofen i Nepal er så langt fremme i medierne, og vi kan se på tv, at der ligger børn under murbrokkerne, så er danskernes lyst til helt spontant at gøre noget meget større, siger fundraisingschefen i Red Barnet, Claus Amundsen.

Organisationen understreger, at Nepal har brug for hjælpen. Men det frustrerer, at billeder fra eksempelvis krigen i Syrien, giver meget lidt respons til sammenligning.

– Det er sådan, at vi ved, at med nogle af de værste katastrofer i verden, som krigen i Syrien, der skal vi ikke indrykke en annonce i avisen, for så får vi aldrig vores penge igen, siger han.

Hos Læger uden Grænser oplever direktør Michael Gylling Nielsen også, at naturkatastrofer er de mest populære blandt donorerne, og det giver han især medierne skylden for.

– Krigen i Syrien foregår på femte år. Krisen i Sydsudan har foregået i 20 år. Det kunne man da godt ønske, at Facebook, som et af de største medier, også satte fokus på.

– Så de ikke bare – forstå mig ret – rider med på bølgen, i forhold til eksempelvis Nepal, siger Michael Gylling Nielsen.

Netop Facebook opfordrer lige nu sine brugere til at donere penge til katastrofen i Nepal, og selvom Michael Gylling Nielsen synes, det er et fint initiativ, så mener han, at medierne også burde tage sådan nogle initiativer i forhold til de langvarige “stille kriser”.

– Nepal har brug for hjælp – men det har Yemen eller Sydsudan også, siger han.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS