Dansker vil forlænge vild rekord

Jens Stryger Larsen har ikke tabt en eneste af sine 35 landskampe. Den danske back håber, at han også er uden nederlag efter EM

Jens Stryger Larsen har ikke tabt en eneste af sine 35 landskampe.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Offentliggjort Sidst opdateret

Han har aldrig været på banen for Danmark og gået fra kampen med et nederlag.

Med midtugens 1-1 mod Tyskland er landsholdsbacken Jens Stryger Larsen oppe på 35 kampe af slagsen – 21 sejre og 14 uafgjorte.

Selv håber han, at rekorden kan fortsætte langt ind i den kommende EM-turnering.

– Den må gerne lige vare otte kampe mere, for så bliver det en rigtig god sommer, siger Jens Stryger Larsen til Ritzau med henvisning til antallet af landskampe, som Danmark skal spille fra nu og frem til en eventuel EM-finale.

Har undgået nederlagene

Danmark har tabt fodboldkampe, siden Jens Stryger Larsen fik debut på landsholdet i 2016.

De seneste to nederlag til Belgien i Nations League har bare ikke været med Stryger Larsen på holdkortet.

Ved VM i 2018 røg Danmark ud på straffesparkskonkurrence  til Kroatien i 1/8-finalen. Her sad han på bænken hele kampen.

Og i 2016 tabte Danmark også to kampe i VM-kvalifikationen. Her varmede han også bænken uden at komme ind.

Skal kæmpe sig på holdet

Den nye landstræner Kasper Hjulmand har indtil videre stået i spidsen for Danmark i 12 kampe.

Af dem har Jens Stryger Larsen spillet seks kampe – tre fra start, og tre gange er han blevet skiftet ind.

Danmark spiller mod Bosnien & Herzegovina søndag klokken 18. Det er den sidste testkamp inden EM-kampen mod Finland den 12. juni.

Powered by Labrador CMS