Dansker ude efter voldsom skade
Althea Reinhardt er fortsat påvirket af en hjernerystelse og har meldt afbud til håndboldlandsholdet
Håndboldlandstræner Jesper Jensen må undvære et af sine sikre kort i truppen til de kommende EM-kvalifikationskampe mod Østrig og Færøerne.
Målvogter Althea Reinhardt har meldt afbud, fordi hun fortsat er påvirket af en hjernerystelse, oplyser Dansk Håndbold Forbund (DHF) i en pressemeddelelse.
I stedet er Viborg HK's Anna Kristensen indkaldt.
Sikret plads
21-årige Kristensen er ikke ny i landsholdssammenhæng. Hun fik debut for tre år siden og har i alt spillet ti kampe for A-landsholdet.
Det danske landshold har allerede sikret sig en plads ved det kommende EM. Det blev en kendsgerning, da danskerne besejrede Rumænien to gange på fire dage i begyndelsen af marts.
Onsdag gælder det udekampen mod Østrig, mens Færøerne venter i Danmark på lørdag.
Nåede semifinalen
Da der senest var EM i 2020, var Danmark vært. Her nåede Jesper Jensens mandskab til semifinalen og endte som nummer fire.
Danmarks trup til de kommende to kampe i EM-kvalifikationen:
Målvogtere: Sandra Toft og Anna Kristensen.
Stregspillere: Kathrine Heindahl og Rikke Iversen.
Fløjspillere: Trine Østergaard, Cecilie Brandt, Lærke Nolsøe og Emma Friis.
Bagspillere: Mette Tranborg, Louise Burgaard, Anne Mette Hansen, Line Haugsted, Kristina Jørgensen, Mie Højlund, Simone Petersen og Michala Møller.