Dansker styrtet ned i meterdyb sprække i indlandsisen
En kvindelig turist er i Grønland styrtet ned i en sprække i indlandsisen. Hun er netop nu på hospital i Nuuk.
En dansk kvinde i 20’erne var sammen med en mand på turisttur til den grønlandske indlandsis, hvor det gik helt galt. Det skriver det grønlandske medie sermitsiaq.ag.
Gennem turistguiderne i Kangerlussuaq, Arctic Circle, var de to turister på tur til den flotte indlandsis.
Mandens identitet er endnu ukendt, og han har ved uheldet fået rygsmerter. Den danske kvinde er ifølge mediet uskadt. De er begge fløjet til Nuuk med helikopter onsdag.
– Klokken 16.24 blev vi ringet op fra Kangerlussuaq og blev meddelt, at to turister var faldet ned i indlandsisen. Blot ti minutter efter blev vi igen meddelt, at turistguiderne har reddet de to turister, fortæller politikommissær ved Politiet i Qeqqata Karl Jørgen Lennert.
Øenvidne: Uansvarligt
Et øjenvidne til ulykken fortæller, at det er helt uansvarligt at tage uerfarne turister med til indlandsisen.
– Det er helt uansvarligt, at sende uerfarne turister op på isen uden nogen form for guide eller advarsler om, hvordan man bør færdes, siger Lea Kaliszan, der også var på stedet.
Heldigvis for de to nedfaldne, der ifølge vidnet begge var 24-årige studerende, var de ikke alene på indlandsisen. Lea Kalizan vurderer, at de ikke havde klaret den, hvis de havde været alene.
– Omkring klokken 16, netop som hold 2 skulle til at vende tilbage til bussen, falder to unge studerende på 24 år gennem overfladen som var dækket af nysne og ned i en såkaldt ‘mølle’. Havde de andet hold ikke været i nærheden, så de kunne blive hejst op af hullet, så havde de formentlig ikke klaret det på grund af kulden, vurderer Lea Kaliszan.