Dansker skriver kontrakt med NFL-hold

Steven Nielsen har skrevet kontrakt med Jacksonville Jaguars, hvor han nu skal kæmpe om pladserne på holdet.

Jacksonville Jaguars har i de senere år haft det svært i NFL. Kun en gang på 12 sæsoner er holdet nået frem til playoffkampene. Foto: Paul Childs/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Den danske football-spiller Steven Nielsen har svært ved at tøjle sin begejstring, efter at han natten til søndag skrev under på en kontrakt med NFL-holdet Jacksonville Jaguars.

Her skal den 130 kilo tunge kæmpe nu forsøge at overbevise holdets ledelse om, at han har kvaliteterne til en karriere i den prestigefyldte liga.

– Jeg er selvfølgelig super stolt. Det føles surrealistisk.

– Jeg var mega glad, da jeg fik opringningen fra Jaguars, og det tror jeg da også, de kunne høre i den anden ende af opkaldet, siger Steven Nielsen til TV2 Sport.

Den 23-årige dansker blev ikke valgt i weekendens draft, hvor NFL-holdene håndplukker de bedste spillere fra universiteterne.

Det nåleøje er der kun to danskere, der er sluppet igennem. Den første var Morten Andersen i 1982, mens Hjalte Froholt gjorde ham følgeskab sidste år.

En chance

At man bliver forbigået i draften, betyder dog ikke nødvendigvis, at man kan skyde en hvid pil efter drømmen om en NFL-karriere.

En anden dansker, Andreas Knappe, fik kontrakt med flere forskellige NFL-hold, selv om han ikke blev valgt i 2017. Og nu er Jacksonville Jaguars altså klar til at forsøge sig med Steven Nielsen.

Der er dog lang vej til en plads på holdet, når den nye NFL-sæson efter planen skal begynde i efteråret.

Først venter en hård træningslejr, hvor 90 spillere kæmper om de 53 pladser i truppen.

Morten Andersen og Hans Nielsen er foreløbig de to eneste spillere med dansk pas, der har opnået spilletid i NFL.

Powered by Labrador CMS