Dansker skrider fra russerne

Ishockeyspilleren Philip Larsen er fortid i klubben Salavat Julajev Ufa. Parterne har ophævet kontrakten

Ishockeyspilleren Philip Larsen har forladt russiske Salavat Julajev Ufa (Arkivfoto).
Ishockeyspilleren Philip Larsen har forladt russiske Salavat Julajev Ufa (Arkivfoto).
Offentliggjort Sidst opdateret

Ligesom håndboldspilleren Kathrine Heindahl og basketballspilleren Gabriel "Iffe" Lundberg smutter ishockeyspilleren Philip Larsen fra sin russiske klub.

Larsen har således ophævet sin kontrakt med klubben Salavat Julajev Ufa, meddeler sidstnævnte på sin hjemmeside.

Foruden Larsen er holdkammeraterne Teemu Hartikainen, Sakari Manninen og Juha Metsola blevet løst fra deres kontrakter i klubben, der er en del af den store ishockeyliga KHL.

Lagt på is

Det sker, ugen efter at Rusland påbegyndte en invasion af nabolandet Ukraine.

Krigen har fået store konsekvenser for russisk sport, og adskillige internationale forbund har lagt russerne på is.

Det Internationale Ishockeyforbund (IIHF) har bandlyst både Rusland og Hviderusland fra internationale turneringer.

Kommer ikke med

Det betyder blandt andet, at Rusland ikke er med, når der er A-VM for kvinder i Danmark til august, og derudover er de to nationers herrer ude af A-VM for mænd i maj.

32-årige Philip Larsen, der har spillet i Sverige, Finland, Canada og USA, kan nu finde sig en ny arbejdsgiver.

PHILLIP LARSEN

Philip Elzer Gade Larsen er en dansk ishockeyspiller, der spiller for den russiske klub Salavat Julajev Ufa i KHL. Hans foretrukne position på isen er back. Philip Larsen fik sin ishockeyopvækst i Esbjerg inden han som 15-årig skiftede til Rögle BK i Sverige.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS