Dansker øverst på skamlen
Anders Thomsen vandt karrierens første grandprix i VM-serien, da han triumferede i polske Chorzow
Speedwaykøreren Anders Thomsen triumferede lørdag i grandprixet i polske Gorzow.
Det er 28-årige Thomsens første grandprixsejr i karrieren, og det er første danske sejr siden oktober 2019 efter 23 grandprixer i træk uden dansk gevinst.
Efter to heatsejre i sine fem indledende heats satte Thomsen trumf på og vandt sin semifinale fra bane to, og fra samme udgangspunkt satte han også konkurrenterne til vægs i finalen.
Leon Madsen nåede også semifinalerne og avancerer til andenpladsen i den samlede VM-stilling med sine 60 point, hvor Thomsen stryger op på syvendepladsen med 49 point.
Polske Bartosz Zmarzlik fører VM-serien med 78 point efter fem grandprixer.
Seriens tredje dansker, Mikkel Michelsen, fik en fremragende start med en heatsejr og en andenplads, men missede akkurat semifinalerne efter to sidstepladser i sine sidste tre indledende heats.
Ikke nok
Både Leon Madsen og Anders Thomsen hentede to sejre i deres fem indledende heats, men lavede ikke helt nok point samlet til at vælge de bedste baner i semifinalerne.
Det blev dyrt for Madsen, der fik bane tre, som var den mindst attraktive, og han sluttede da også sidst i den første semifinale.
Thomsen fik bane to, der umiddelbart var tredjebedst, men fra den leverede han en fremragende start og vandt den anden semifinale foran Bartosz Zmarzlik.
Og i finalen leverede han endnu et kunststykke fra bane to.
Rusland er aflyst
Speedwayfeltet skulle egentligt have været tilbage i aktion om to uger, men VM-grandprixet i russiske Togliatti er aflyst på grund af Ruslands invasion af Ukraine.
Af samme årsag er den forsvarende verdensmester, russiske Artem Laguta, heller ikke en del af serien i år.
Næste planlagte grandprix er i stedet i walisiske Cardiff 13. august.