Dansker midtpunkt i verdens største dopingsag
En 37-årig dansk mand har smuglet doping for mere end 250 millioner kroner
Den 37-årige dansker Jacob Sporon-Fiedler har siddet midt i verdens største net af doping og steroider, der er blevet handlet på det sorte marked for over 250 millioner kroner.
Det skriver Politiken, efter Sporon-Fiedler har erkendt sin skyld over for de britiske myndigheder, der tilbageholdt danskeren i London tilbage i marts 2015.
Den 37-årige har boet i Indien, hvor han gennem firmaet Alpha-Pharma lovligt har kunnet producere den doping, han har solgt og smuglet videre.
For i Indien gælder andre regler, og de medikamenter, han har produceret, medfører en øget risiko for blandt andet hjerteanfald og leverskader og er ulovlige i Europa.
Risikerer 14 års fængsel
Jacob Sporon-Fiedler er ifølge Politiken tiltalt i sagen sammen med fem andre mænd. De er alle briter. Samlet set løber hele sagen op i doping for 675 millioner kroner.
Britisk politi startede efterforskningen, da et parti steroider på 600 kilo blev stoppet i tolden på vej til Belfast i Nordirland.
Derfra kunne britisk politi forbinde sendingen til flere andre leverancer.
Politiken skriver, at Jacob Sporon-Fiedler blev tilbageholdt af britisk politi i Heathrow lufthavn i London i marts 2015, og har nu indrømmet sin rolle i sagen. Som bagmand risikerer han op til 14 års fængsel. De andre tiltalte i sagen nægter sig skyldige.
Og sagen er da også unikt stor, fortæller Anti Doping Danmark til Politiken:
– Den her sag viser, hvor kæmpestort og lukrativt markedet for illegale steroider er. Han havde mere eller mindre hele den vestlige verden som kundegrundlag, så han kunne få fortjenesten op på de her eksorbitante beløb, siger direktør i Anti Doping Danmark Michael Ask til Politiken.