Dansker kæmper om enkeltbillet til Mars

Arklivfoto: Iris/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

»Jeg blev meget glad« siger den 34-årige dansker, Christian Ohlendorff Knudsen, der skal kæmpe om en af fire enkeltbilletter til Mars

Christian Ohlendorff Knudsen er behersket og kølig, når han fortæller om sin reaktion på, at han er blandt 100 mennesker i hele verden, der er udvalgt til at kæmpe om fire envejsbilletter til Mars. Det skriver B.dk.

Den 34-årige IT-systemudvikler fik i weekenden beskeden på e-mail, og selv om han nu er i med i kapløbet om at blive sendt ud i rummet, virker det som om, han har benene solidt plantet på jorden.

Mere end 200.000 mennesker ansøgte i første runde for snart to år siden om at komme med på Mars One-missionen til Mars. Det tal blev skåret ned til 660 kandidater, og feltet er nu yderligere skåret ned til 100 personer.

»For mig betyder det, at jeg er blevet udvalgt, at jeg har noget at give tilbage. Jeg er ikke bare manden, der går og nyder alt det, mennesket har præsteret før mig. Der er andre, der tror på, at jeg kan give noget tilbage,« siger Christian Ohlendorff Knudsen til B.dk.

Han meldte sig til missionen for næsten to år siden, fordi han gerne vil være med til at fremskynde blandt andet teknologisk udvikling på samme måde som månelandingen gjorde det. Desuden tror han på, at det kan give håb til helt almindelige mennesker, hvis han ender med at stå med en af de fire billetter til Mars.

»Jeg er sikker på, jeg vil kunne inspirere folk. Hvis en simpel person med min baggrund kan opnå sådan noget, så kan folk opnå hvad som helst. Og jeg tror på, at hvis vi kan sætte mennesker på Mars, så får vi mennesker modet til at gøre endnu flere fantastiske ting,« siger han.

Der er ikke en returbillet med i rejsepakken, så hvis Christian Ohlendorff Knudsen bliver udvalgt til at blive sendt til Mars, skal han derfor regne med at bo på planeten resten af sit liv.

Det bekymrer ham dog ikke synderligt, og han har allerede taget forskellige forholdsregler for at undgå, at der er noget, der kommer til at stå i vejen for Mars-missionen.

»Missionen har så høj prioritet for mig, at jeg bevidst prøver at undgå situationer, der kan få mig til at blive hjemme. Inden jeg gik ind i projektet, havde jeg forsøgt at stifte familie i et par år, men det har jeg lagt på hylden for at komme til Mars,« siger han.

Mars One er en privat virksomhed, og folkene bag forventer, at det vil koste omkring 40 milliarder kroner at sende de første fire personer til Mars. Derefter er det planen, at der skal sendes nye mennesker til kolonien på planeten hvert andet år.

Når Mars er placeret bedst i forhold til Jorden, tager det omkring syv måneder at rejse mellem de to planeter. Og selv om det lyder som lidt af et eventyr, er Christian Ohlendorff Knudsen sikker på, at der kommer til at være mange udfordringer, hvis han bliver valgt.

»Jeg har ingen forhåbninger om, at det bliver ét stort lyserødt eventyr, og at man opdager nye ting hver eneste dag. Jeg er godt klar over, at det vil være hårdt og sikkert også smertefuldt. Men jeg vil gerne bidrage til, at vores efterkommere kommer til at leve i et bedre samfund, og det tror jeg, jeg kan på denne mission,« siger han.

De sidste test, der skal afgøre hvem af de 100 ansøgere, der kommer til Mars, går i gang nu. De skal blandt andet testes på, hvor gode de er til at samarbejde.

Af de 100, der stadig er med i opløbet om at blive de første mennesker på Mars, er der 50 kvinder og 50 mænd. 31 er fra Europa, 39 fra Syd- og Nordamerika, 16 fra Asien, syv fra Afrika og syv fra Oceanien. Det er planen, at de første fire skal sendes til Mars i 2024.

Powered by Labrador CMS